Disse to norske cd’er med hhv. Sigmund Groven og Knut Bun: The Sound of Telemark og Per Åsmund Omholt: Vara ungkar og gå fri illustrerer, hørt med danske ører, meget godt nogle yderpunkter i norsk folkemusik: I overskrifter kunne den førstnævnte godt betegnes som folklore, beregnet på et internationalt marked, og den anden som autentisk og etnisk folkemusik, beregnet på lyttere med en forhåndsinteresse for traditionelle norske slåtter.
Knut Buen vil være mange bekendt som en fremtrædende hardingfelespiller. Han har allieret sig med Sigmund Groven, en lige så velkendt mundharpespiller, og med sangerinden Anne Gravir Klykken. Repertoiret er til dels traditionelle melodier, men de fleste er Knut Buens egne tekster og kompositioner i folkemusikalsk stil.
Cd’en er indspillet i Maskinhallen, Industriarbejdermuseet, der ligger i Rjukan i den bygning, som nogle af os vil huske fra filmene om det tunge vand og Telemarkens Helte. Lyden er kirke- eller snarere katedralagtig, og sammen med tonesproget og med musikernes vellykkede fokus på tone og klang bliver hovedindtrykket meget mildt og glat – og meget let at afkode. Og som allerede nævnt mere folklore end folkemusik: Et udstillingsvindue til et publikum, der ikke på forhånd kender til den norske folketone.
Det understreges af, at titlen er engelsk ligesom også halvdelen af den veludstyrede “pixibog”, og det understøttes af omslagets idylliske malerier af Knut og Tone Buen med illustrationer af sæter og fjeld og dansende nordmænd.
Per Åsmund Omholt spiller også Telemarksmusik, nærmere bestemt fra Rauland, som ligger meget tæt på Rjukan. Han spiller solo hele vejen, og materialet er efter en enkelt spillemand: Truls Ørpen (1880-1958). For en første gennemlytning er det et helt ensartet tonesprog, grænsende til det uinteressante. Men så opdager man, hvor spændstigt han spiller, og hvor flot en kompetent behandlet en enlig hardingfele i et godt klangrum kan lyde, og man bliver en smule hypnotiseret af Omholts musik.
Hvad der i første omgang ligner en arkivagtig samling af slåtter, bliver efterhånden til en fin koncert og et flot samlet værk. Melodierne er dels forholdsvis lineære og lette at afkode, dels melodier i langt mere snørklede rytmer og et mere avanceret tonesprog. Pixibogen er veludstyret på norsk med en noget kortere engelsk afdeling.
Det er gode udgivelser med stor kvalitet. Og det er måske et tilfælde, men at de lander samtidig, har for denne anmelder øget oplevelsen.
