Himmerland og Teilhard Frost var de to navne, jeg fik hørt live i den forgangne uge, og koncerterne foregik samme sted. Nemlig i det gode hus, Metronomen, som jeg ofte har nævnt på denne plads. Det lille hus, som nu er nabo til en af de nye metrostationer, Aksel Møllers Have, blev bygget i 1996, dengang København var årets europæiske kulturhovedstad. I de seneste godt otte år har stedet fungeret som spillested. Men et spillested, der ikke selv booker og skaber programmer. Husets profil skabes af de brugere, som selv afholder arrangementer. Og man kan sagtens risikere at skulle være tidligt ude, for rigtig mange benytter sig af stedets faciliteter, bl.a. og som ofte nævnt her, Copenhagen Folk Club.

Teilhard Frost

Sidste søndag eftermiddag stod bandet Himmerland på plakaten. De er noget helt for sig selv med deres konstellation af saxofon, trommer/percussion, elektrisk bas og violinister. Somme tider mere. F.eks. var irske Nuala Kennedy (igen) med Himmerland, og hendes fløjte lyste ekstra op i lydbilleder, ligesom hendes sang bestemt også gjorde det. Bandet har haft diverse medlemmer gennem de nu mere end syv år, så vidt jeg kunne se, var polsk/danske Andrzej Krejniuk ikke med forleden, men en, jeg kun hørte præsenteret som Emil. Men ellers var det Eskil Romme, Kirstine Haugaard Sand, svenske Jens Ulvsand og fra Ghana Ayi Solomon.

De forskellige nationaliteter og især traditioner skaber helt naturligt et meget varieret repertoire og sound, og det får hele tiden stemningen til at skifte. Og det faldt fint i publikums smag. Også i min, men jeg syntes indimellem, at trommerne fyldte for meget, selv om de jo trakteres af Solomon, og han med sin dynamik, udstråling og humør netop skaber liv. Jeg skal ikke kunne sige det sikkert, men for mig forekom det, at bandet ikke for alvor gav sig denne søndag eftermiddag, selv om de selvfølgelig spillede godt, lad et være sagt. Men der kunne godt have været lidt mere kul på, også i præsentationen af numrene. Dejligt at Nuala Kennedy sørgede for et par fine sange, og Rommes sax, jo tak(s). Himmerland skal til Australien d. 19.-29. april og har linet en længere turne til Chile op i november. Godt gået.

Himmerland

Den canadiske musiker Teilhard Frost burde have sin egen rubrik og separate anmeldelse, men den kommer altså her. Et dedikeret publikum, men på kun en snes mennesker fik en utrolig og speciel oplevelse torsdag d. 20. februar. Frost valgte at spille akustisk og skiftede mellem flere instrumenter – banjoer, jødeharpe, mundharmonika, fiddle og måske mere. Og han mestrede dem alle.

Desuden har han en fin sangstemme, et super nærvær og stille charme. Faktisk var det nærmest en huskoncert med publikum helt tæt på – virkelig en intimkoncert, hvor Teilhard Frost så at sige tegnede og fortalte. Bl.a. om, at han jo selv laver banjoer, ligesom han spillede og sang oldtime, bluegrass og egne sange af hjertens lyst. Forholdene for hans koncert var helt unikke, og på den måde var Metronomens sal nærmest smukkere, end den plejer, og fordi vi alle sad tæt på, var de grønne søjler ikke i vejen, som de godt kan være ellers.

Han fik det optimale ud af det lille publikum, som sikkert gerne måtte have vært større. Han kan kommunikere, og man gør klogt i at opleve ham, næste gang hans vej forhåbentlig falder forbi Danmark. Måske til Tønder Festival, hvem ved, han har været der med Sheesham, Lotus og Son, hvor han vistnok er den førstnævnte.

Himmerland