Mairéad Ni Mhaonaighs
Så blev det finaletid i Telt 1, som var eksempel på intentionen om at være noget for både det ældre stampublikum og det nye, yngre publikum: Et dygtigt og berømt irsk band, nemlig Altan, der runder de 30 år i år, og så et dansk band, som er eksponenter for en af de mange nye måder at fortolke begrebet folkemusik, nemlig Jonah Blacksmith. Det bedste resultat ville være, hvis alle fik en god oplevelse af både det band, de kendte (bedst), og det de ikke gjorde. Jeg kunne faktisk ikke rigtig fornemme, om det skete, men i al fald kan man sige, at bandet greb tingene an på en helt ny og uset måde.
Niamh Dunne, Beoga
Men først var det Altan, som kun spillede denne ene koncert på festivalen. Derfra hvor jeg stod, nærmest uden for teltet, blev musikken aldrig rigtig nærværende for mig, og jeg følte ikke, at Mairéad Ni Mhaonaighs stemme, violinspil og udstråling nåede helt derud. Det er jo ikke nødvendigvis Altans skyld, Men måske ville det have været godt med en enkelt mindre koncert før afslutningen.
I pausen blev der bygget om til en form for platform i teltet ude blandt publikum, hvor Jonah Blacksmith midt i sættet gik ud og kom nærmere folkemusikken, end de var i begyndelsen. Brødrene Thomas og Simon Alstrup, der havde noget af familien med, fortalte om, hvilken stor betydning musik havde haft i deres barndom og om bedstefar, smeden Johannes Alstrup, som også var musiker of har givet navn til bandet. Denne sekvens var noget ganske særligt og viste deres ægte tilhørsforhold til folk-rødderne. Tilbage på scenen med lamperne og stuemøblementet var det mere tilbage til den meget store lyd, som en del mennesker måske – måske ikke – fandt for rocket. Men skrive sange og spille, det kan Jonah Blacksmith, og Simon Alstrup kommer sagtens med på listen over de fantastiske og mindeværdige stemmer på TF17.
Niels Hausgaard, Pressefoto
Helt slut er festivalen jo ikke mere, når der er blevet sunget ”Will The Circle Be Unbroken”, hvilket jeg egentlig savner. Der kunne måske også godt have været et band mere på i Telt 1? På den anden side var mange publikummer måske ude de andre steder. De kunne i så fald opleve Socks In The Frying Pan på Klubscenen foruden både A.J.Croce og Beoga i Bolero-spejlteltet, hvor en lang række kunstnere havde spillet i de fire dage. Og en hel masse mennesker havde stået i kø i timevis for bl.a. at komme ind og høre veteranen og altid toppopulære Niels Hausgaard. Men er det ikke lidt meget, at man først skal stå kø for at erhverve en billet og så igen, hvis man vil sikre sig en god siddeplads? Kan det ikke gøres anderledes?
Ellers forløber og fungerer tingene stort set upåklageligt. Lyden er i top, servicen virkelig fin og venlig alle steder, så – som min skrivekollega Claus Hellgren sagde det – så ”oplevede jeg TF17 som tæt på perfekt – også sammenlignet med andre store festivaler”.
At solen også skinnede det allermeste af tiden i en ellers drivvåd sommer, var en dejlig stor, lysende prik over i’et. På gensyn om under 50 uger.
Øverste foto: Altan: Pressefoto
Jonah Blacksmith, Arkivfoto: Per Dyrholm
