Efter at have oplevet de fleste enkeltmedlemmer af The Hello Darlins’ besætning og blevet glædeligt overrasket, så måtte jeg ændre mine planer og opleve deres egen koncert. Når nu disse musikere tilhører eliten på den canadiske musikscene og plejer at spille med de allerstørste stjerner, har man vel lov til at have store forventninger. Desværre blev koncerten en af de få skuffelser, jeg fik på årets TF.
Hvis så gode musikere ikke rigtig har et godt repertoire, så kan det nemt blive en ufokuseret indsats, der stritter lidt i alle retninger. Deres energiske soul, rnb og gospel passer fint mange andre steder end det lille lytterum med tætpakkede stole. Vi blev opfordret til at danse, men måtte nøjes med at klappe.
Vi fik et par enkelte af deres egne numre, men ellers var det covernumre. Et par ballader ville have varieret oplevelsen, men i stedet var ”Will The Circle Be Unbroken” placeret som deres tredje nummer og så ovenikøbet i et hæsblæsende tempo og med egen tekst i versene. En cajun-version af Springsteens ”I’m On Fire” var også medvirkende til at karaoke-stemningen bredte sig.
Som forsanger og midtpunkt i bandet forventede jeg nok en vis karisma fra Candace Lacina, men ikke at hun var ’over det hele’. Ikke bare brugte hun meget tid på at takke alle, fortælle at hun lige før koncerten havde mediteret og måske fået inspiration til en ny sang. Hun fik også lydfolkene til at ændre lydbalancen, så det ikke lød så godt mere, hun fortalte om sin hjemegn og ikke mindst, så følte hun sig pludselig inspireret til at lave en sang på stedet.
Også musikerne så noget beklemte ud, og selv med hendes instruktioner og armbevægelser faldt det hele til jorden, og inden vi så os om, var koncerten på godt 30 minutter gået. Derfor var der ikke rigtig plads og tid til at nyde de andre ellers fortrinlige musikere.
