Efter åbningskoncerten på Open Air gik det løs på alle scener onsdag eftermiddag og aften. Sylfide var på klubscenen med sit band bestående af violinisten Jonas Clausen, Emil Nielsen på bas og Jonathan Fjord på klaver – og bandets samlende midtpunkt Sylfide i form af Helene Tungelund på harpe. Hun præsenterer politiske temaer på sin egen diskrete, men alligevel appellerende facon. Det hele stemningsfuldt pakket ind i nordiske toner centreret omkring Sylfides elegante harpespil og vokal.

Sylfide

Vingard

På scenen Front Porch i Outlaw Village fik Vingard sin Tønder-debut. Hun præsenterede sit sæt med en lang række gode melodier fra sit debutalbum – med stor spilleglæde. Selv om en kraftig regnbyge fik mange publikummer til at søge indendørs, så fortsatte Vingard ufortrødent og sluttede med nummeret ”Dreams”. Bandet gav samme eftermiddag koncert på Hagges, hvor der var et par nye numre på sættet, ”House On the Hill” og ”Save Your Worries”. Hun må efterhånden være klar til en af de større scener på festivalen.

Aftenen kom til at tilhøre Jacob Dinesen, der gav en unik oplevelse på Open Air. Alene starten af koncerten var spektakulær. Et stort lærred dækkede hele den store scene, og da det faldt til jorden, blev musikken sluppet løs. Så var der ellers dømt fest med mange nye numre på repertoiret, alle leveret med vanlig stor energi fra den veloplagte sanger og sangskriver med den store stemme.

Jacob Dinesen

Jacob Dinesen er jo på hjemmebane i Tønder, og han forstod at være i tæt forbindelse med sit publikum under hele koncerten, ligesom han var en tur rundt blandt publikum under nummeret ”Jessie”. Men han lader også sine musikere komme i rampelyset, når der skal gives diverse instrumentale soloer, eller når han lader sine to korpiger komme frem på scenen. Der var også plads til at hente sangeren Sebastian Wolff fra bandet Kellermensch op til en enkelt duet.

Jacob Dinesen

Foruden mange nyere numre gav Jacob Dinesen også flere af sine hits som ”Roll With Me”, ”Take Me To The River”, ”Into Your Arms” og ”Beautiful Sight” for blot at nævne nogle, selv om det måske er synd at fremhæve enkelte numre fremfor de mange flotte ballader og sange fra den nygifte sønderjyske folkrock sanger. Hans musik rammer alle aldre, hvad der også kan ses på det blandede publikum med alle aldersgrupper.