Inden alle festivalgængere havde fået søvnen gnedet ud ad øjnene, begyndte fredagens første koncert på Open Air. Og var man stadig lidt småsøvnig, så fik Peatbog Faeries vækket publikum til live med deres energiske, kraftfulde folkrock.
Det skotske band har eksisteret siden 1991, og har Ross Couper som midtpunkt med hans dygtige og sprudlende violinspil. Bandet, der har skiftet en del ud på besætningen de seneste år, gav en del instrumentalnumre, hvor også sækkepiberne var et populært indslag.
Den unge harmonikavirtuos Justine Hald Boesen bevæger sig elegant rundt mellem historiefortælling, klassisk- og folkemusik. Hendes musikfortælling om en kvinde, der krydser hendes veje mange gange i hendes dagligdag, er næsten en for intim og personlig historie, som viser hendes store observans for dagligdagens oplevelser. Imens krydrer hun fascinerende fortællingen med båndklip og melankolske toner på sit instrument, og synger med en meget flot sopran og bruger sin stemme fuldt ud.
Så var der helt andre boller på suppen, da aftenkoncerten på Open Air blev afviklet med brødrene fra Thy i front. Jonah Blacksmith med Thomas og Simon Alstrup som centrale figurer uddelte sympatisk høreværn til de yngste publikummer, som stod i de forreste rækker, men først efter et par numre. De skulle måske have været udleveret fra starten.
Men et smukt træk, der også blev fulgt op undervejs, hvor Thomas kaldte sin datter Madeline op på scenen, da hun fyldte 12 år denne dag. Han lod hende meget passende synge med på ”Monster”. (Daddy- is there a monster under my bed)¨. Men ellers fik vi alle de mange kendte hit “Honey”, “Dreams”, “Daughter of Jonah”, “House on Fire” og ”Up” samt flere nyere sange.
Bandet sluttede af med at hente ca. 100 lokale børn og unge med op på scenen, for de er jo fremtiden! Sådan Jonah Blacksmith, så fik I markeret festivalens jubilæum på jeres flotte måde. (øverste foto, hvor også kvartetten Fara var med som gæster, og ligeledes var sangerinden Mekdes med i et par numre.)