Selv om nysgerrighed tit får mig til at prioritere festivalens debutanter, så er det også interessant at følge musikere, der tidligere har optrådt på TF. Derfor glædede jeg mig til at høre The Wood Brothers musikalske udvikling. Jeg husker New York City-trioens musik som et spændende mix af blues, country og folk.
Det var også, hvad deres sæt i Telt 1 bød på. Dog var deres roots-miks af musik fokuseret mere på swamp-blues og funk. Trods trioformatets begrænsninger formåede de at få en stor lyd ikke ulig Dr. John eller Little Feat. De har nemlig på smarteste vis taget forskellige effekter i brug. Især Jano Rix er blevet bandets multitalent og multiinstrumentalist. Han spillede ofte både keyboard og trommer samtidigt. Alt var dog håndspillet. Tak for det!
I stedet for at bruge tiden på snak gik de til stålet. Bogstaveligt talt. På et nummer spillede ikke kun Oliver Wood steel-slide på guitaren, men også Chris Wood brugte stål-slide på sin elbas. Det har jeg altså ikke hørt før. Det fungerede meget fint.
The Wood Brothers’ musik var så tæt sammentømret og organisk, som den kun kan blive, når man bruger næsten hele sit liv på at turnere og indspille ny musik. Hvilket nok også er sandheden. De kender deres virkemidler, og deres mange forskellige publikummer.
Dette er musik, der kan bruges til alle lejligheder. Den er lige velegnet at lytte til og at danse til. Det er næsten udelukkende egne sange, hvoraf ”Luckiest Man” var yderst vellykket, men et enkelt covernummer har sneget sig ind på sætlisten. Nemlig The Bands’ ”Ofelia”, der er blevet en populær standard.
Chris Wood skiftede livligt mellem el- og gulvbas, og sang for på et enkelt nummer, men det er stadig bror Oliver, som står for ’lead vocals’, og de øvrige som tilføjer præcis og meget fyldig harmonisang. Det blev alt sammen til en meget smittende og overbevisende præstation.
