Selv om myterne og fordommene om den ægte folklore i afsidesliggende egne stadig lever, så har udviklingen betydet, at fortidens kulturer efterhånden er noget, der kun findes i arkiver og på museer. Landsbyerne er blevet globale, gode og dårlige nyheder og informationer suser med lynets hast og har givet os mulighed for at blive civiliserede, oplyste verdensborgere.Dette gælder også The Local Honeys. Selv om de kalder sig lokale og gør en del ud af deres kulturarv fra Kentucky, så er også disse hillbillies kommet ned fra Appalachia-bjergene til os andre i den virkelige verden år 2023.De havde dog medbragt noget autentisk, og det var deres musik. Det kan godt være, at den eneste underholdning lørdag aften i gamle dage var en banjo, men den havde de også taget med. Den blev vakt til live i Montana Hobbs hænder, og sammen med Linda Jean Stokleys guitar dannede de en smagfuld og stemningsfuld backing til The Local Honeys sange. Især Stokleys vokaler imponerende mig.Bortset fra to sange af ’fellow kentuckians’ Jean Ritchie og Tom T. Hall, var det kvindernes egne sange, vi blev præsenteret for her på deres første besøg i Danmark. Deres sange og deres præsentationer var både gribende og underholdende og kredsede alle om deres elskede Kentucky.De fortalte, at de efter endt uddannelse havde tilbragt et år i Irland, både for at udbrede deres egne sange og for at lære nyt. Efter de vendte tilbage, har de indspillet et album og turneret som support for bl.a. Tyler Childers og Colter Wall (begge har tidligere optrådt på TF).The Local Honeys var udvidet med fiddler og harmonisanger Megan Gregory. Hun har tidligere spillet i bluegrassbands som The Biscuit Burners og The Steep Canyon Rangers. De var ikke nået at blive tæt sammenspillet, og der var enkelte kiksere, men det ødelagde ikke indtrykket af et meget engageret stringband. På en festival med meget moderne lydteknik og effekter, foretrak The Local Honeys en gammeldags mikrofonopstilling på scenen i Telt 2. Jeg tolkede også dette som et tegn på, hvor uprætentiøse og ærlige de er.
Lytter man lidt til deres tekster, så er det slet ikke hjemstavnsromantik. ’I never got used to watching horses die’ som de synger i “Dead Horses”, eller deres kommentarer til kulminedriften i Kentucky: ‘Dig out our coal/Turn it into cash/Starve out our homelands/But keep your wallets fat/And bury our families/Deep in them mines’. Selv om de synger som honning, så er det med skarpe tunger.
