Den gamle mølle emmer af historie. Min beskedne del af denne knytter sig til den tidligste del af TF og til den første generation af arrangører og musikere. Hver gang jeg træder ind i lokalerne, så er det et særligt minde om legenden Alex Campbell, der dukker op: I 1970’erne gav han en koncert her. Dvs. han spillede fire-fem sange afsluttende med hans signatursang It’s Good to See You. Resten var historier fyldt med jokes og vid og måske hans egentlige kunst og ærinde.
Jeg bestræber mig på at gæste Visemøllen og Campbell ånds hvert år til Tønder Festival. Denne gang først med Mandolin Orange (øverste foto). Duoen består af Andrew Märklin og Emily Frantz. De synger deres sange i en særlig bluegrass-stil, og deres harmonisang var helt sublim. I løbet af deres koncert fik de musikalsk hjælp at et backingband, og det blev til endnu et særligt minde om Visemøllen.
Luke Windslow-King har tidligere år spillet på TF og igen på de små koncertsteder. Det passer ikke til deres musik, som er en hektisk gang rock’n’roll og rhythm’n’blues. Elguitarerne med smukke slidepassager inviterede til dans, og straks blev stolene sparket til side, og for første gang var der hektisk dans i Visemøllen. Afsluttende blev hver eneste af det begrænsede antal gæster, der er plads til, hilst af en svedig, dansende Luke, mens kalkflader faldt ned fra Visemøllen vægge.