Caitlin Canty er oprindelig fra Vermont, USA, men som færdiguddannet miljøkonsulent besluttede hun at flytte til Nashville og leve af musikken. Det er måske ikke så godt for miljøet, men godt for musikken.
Allerede i 2016 imponerede hun på Tønder Festival. Hendes behagelige, fyldige stemme og hendes vedkommende sange går lige ind. Det har været en opadgående kurve for hendes karriere siden. Hendes tredje og seneste album Motel Bouquet med hendes originale sange er blevet rost. Her får hun hjælp af bl.a. musikerne Stuart Duncan og Aoife O’Donovan.
Det var imidlertid hendes husbond Noam Pikelny, der ydede musikalsk hjælp på Bolero-scenen. Han er en af verdens bedste banjoister og havde nogle fridage fra verdensnavnet The Punch Brothers, som er hans arbejdsgiver.
Sammen gav de fortrinsvis sange fra Motel Bouquet samt nogle ældre sange. Der blev også plads til et banjosolonummer og en John Prinesang. Canty leverede en meget indlevende præstation og var bevæget over den varme modtagelse, hun fik fra det yderst lydhøre Tønderpublikum.