Et tilbagevendende samtaleemne på TF er naturligvis musik. Vores forskellige musiksmag, vores favoritter, hvilke genrer og stilarter man foretrækker. Det fremgår vist tydeligt, at jeg boltrede mig i den nye country, som var ekstraordinært godt repræsenteret i år.
Der er imidlertid visse klange, som jeg nyder særligt hvert år. Det er lyden af et spillemandsorkester. Jo større, des bedre. FolkBaltica Ensemble er 50 musikere fra begge sider af grænsen under ledelse af Harald Haugaard. De gav skolekoncert og spillede i det fyldte Klubscene-telt.
FolkBaltica under ledelse af Harald Haugaard Foto: Per Dyrholm
Jeg talte med nogle af de unge musikere efter deres koncert. De sprudlede og fortalte, hvilken stor oplevelse det var at spille på Tønder Festival. Repertoiret er varieret, men den særlige nordiske klang, som de mange violiner fremkalder, tror jeg vækker en særlig genklang i mange af os. Publikum ville slet ikke slippe dem.
Derfor blev omstillingen til næste koncert for en enkelt gang skyld forsinket. Da Annika Aakjær så både skulle lave lydtjek og tøjskift kom hendes koncert senere i gang. Aakjær gjorde en god indsats i Women’s Circle tidligere på festivalen, men nu var hun selv i centrum med en række af sine sange samt en uropførelse af en Toppen af Poppen-kollega Silas Bjerregaard-sang.
Aakjær havde medbragt en trommeslager og en masse elektroniske keys. Jeg har ikke tidligere oplevet hendes vokale begrænsninger, men de viste sig her. I nogle af de svære passager ramte hun ikke helt rent. Hen mod slutningen af hendes sæt begyndte naboteltene at brumme musik, så røg hendes guitarsignal ud, men ”jeg vil kraftedme synge sidste omkvæd”, sagde hun mest til sig selv, og stillede sig forrest på scenen og sang det uden forstærkning. Det er trods alt god stil. Inden da havde hun givet en hylende morsom monolog om dansk-svensk opbygning af en popsang (Vers/omkvæd/bro…)
Luke Winslow-King (øverste foto) havde medbragt en lille, tæt combo på deres Europa-turné. Trommer, elbas, elguitar af ham selv og guitaresset italieneren Roberto Luti. De spillede et roots-mix af blues, country, cajun, rock og hvad har du. Det var så smittende og dansevenligt, at kun årets udsmykning af træskårne portrætter kunne holde sig i ro. Igen blev der lukket helt op for slideguitarerne. Ren fryd og endnu en dejlig musikgave.
