Forestil dig en typisk sommerfestival et eller andet sted i Europa. Det er ved at være sent, solen er gået ned, og publikum samles foran den store oplyste scene. Ingen ved, hvad der nu skal ske, og folk er nysgerrige.

Men endelig introducerer konferencieren det næste indslag, et orkester fra Danmark, og ud på scenen kommer ni unge mænd med saxofon, basun, trompet, guitar, klaver, kontrabas, trommer, harmonika og violin.

“Hvor mange her har aldrig nogensinde før lyttet til traditionel dansk musik?”, råber violinisten ud til publikum, og en skov af hænder ryger i vejret.

“Så mange? Det må vi gøre noget ved! Mine damer og herrer: It’s party time!”. Og så bliver der spillet traditionel, svedig, optempo dansemusik fra Danmark: Polkaer, trekanter (jigs), firtur (reels) og hopsa. Stemningen eksploderer, folk danser, både pardanse og egne trin, mens andre hopper og er glade i låget, mens blæser-riffs, guitarsoloer og salsapiano blandes med de mere traditionelt klingende toner fra violin og harmonika.

Bandet Habadekuk har sit udspring i miljøet omkring Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole (The Academy of Music and Dramatic Arts Southern Denmark), hvor man huser landets eneste folkemusikuddannelse. Her lod en lille håndfuld studerende fra hhv. folkemusiklinjen og jazzlinjen sig inspirere af det canadiske band, La Bottine Souriante til at starte et dansk folkemusik-bigband, og dermed var Habadekuk født.

 

Partyband med power

“Vi startede Habadekuk for nogle år siden, fordi vi gerne ville skabe et nyt stort partyband i Danmark. Ideen var fra starten at få sparket noget fed folkemusik ud over scenekanten…”, fortæller Kristian Bugge, violinist i bandet, og hans kollega, pianist Theis Langelands, fortsætter:

“En anden grundlæggende ide med det her band var fra start at ramme et bredere publikum end dem, der normalt lytter til traditionel dansk musik, bl.a. ved at præsentere dem for dansk folkemusik med en anden slags “power”, end de er vant til. Vi spillede på en sjov, mere rockorienteret festival for et stykke tid siden, det var omkring midnat, og en masse unge kom til, da de hørte musikken. Først gloede de på Kristians violin, som de syntes var mærkelig, men det hele udviklede sig hurtigt til en ret fed fest, og de gik helt amok og begyndte at hoppe op og ned, smide underbukser op på scenen og den slags – det var faktisk rigtigt sjovt. Den her musik er oprindeligt komponeret til at danse til, og den energi vil vi gerne føre videre.”

Grundlaget for Habadekuks musik er traditionel dansk, og bandet finder melodierne hos ældre, danske spillefolk, i støvede nodebøger og gamle indspilninger (field recordings). De fleste melodier er mellem 150 og 200 år gamle, fra en tid hvor den blev brugt flittigt ved høstfester, bryllupper, julefester og meget mere. Kristian Bugge har specialiseret sig i den traditionelle danske folkemusik og har spillet med og lært af en række ældre, danske spillefolk, bl.a. den 84-årige harmonikaspiller, Karl Skaarup fra Thy, som han stadig tager ud med en gang imellem.

 

Nordiske mestre

Og jo, der er heldigvis stadig folk, som danser til den danske trad-folkemusik, og heldigvis også både unge og gamle som spiller den. Men ikke så mange i forhold til hvordan de øvrige nordiske lande bruger deres folkemusik. I Sverige og Norge er der eksempelvis en rig tradition for at uddanne sig til Rigsspillemand og til at afholde nationale og lokale mesterskaber, hvor man kårer mestre i forskellige kategorier. Den slags konkurrencer har man ikke rigtigt i Danmark.

I 2009 vandt Habadekuk de Nordiske Mesterskaber i Folkemusik i Sälen i Sverige i kategorien “Folk-Grupper”. Sammen med prisen, som bandet vandt i hård kamp med fremragende bands fra Sverige, Norge og Finland, fulgte 15.000 svenske kroner. Sejren betød, at det danske band blev spillet i landsdækkende radio i alle de nordiske lande, undtagen i Danmark, hvor Danmarks Radio desværre konsekvent ignorerer den danske folkemusik. Siden har Habadekuk været optaget af at finde og arrangere “ny” traditionel musik, af at spille koncerter og af at indspille deres første album ”Hopsadaddy”, der udkom i foråret 2011, og som vandt DMA-prisen som Årets Bedste Folk Album for få uger siden.

“Vi er meget interesserede i at komme ud på andre slags festivaler, på steder hvor vi kan overraske publikum ved at spille noget fed musik, som de ikke anede fandtes. Vi samler materiale og bruger det mest spændende, laver nye arrangementer inspireret af andre musikgenrer og gør, hvad vi kan for at få den energi frem, som skal til for at kunne trykke den af på scenen og lave en ordentlig fest…”, fortæller Kristian.

Theis tilføjer:

“Til dem, der ikke rigtigt kender til den traditionelle danske folkemusik, kan vi fortælle, at den minder om den keltiske tradition. Melodierne er måske nok anderledes, men “feeling” og lyd er meget tæt på den keltiske folkemusik, og den er meget anderledes i forhold til svensk og norsk musik.”

Kristian: “Musikken er oprindeligt komponeret til dans, og den energi vil vi gerne føre videre, men vi gør det på en måde, så musikken også er egnet til bare at lytte til.”

På en sommerfestival et sted i Europa er klokken mange og festen for alvor i gang. Habadekuk er ved at slutte foran en masse glade, dansende mennesker. Mens bandet starter forspillet til et ekstranummer, en hæsblæsende dansk hopsa, tørrer Kristian sveden af ansigtet og råber ud til publikum: “Nå, hvad synes I så om traditionel musik fra Danmark?”

Resten er historie. Eller skal vi sige fremtid?!

 

Habadekuk er: Peter Eget: Harmonika. Kristian Bugge: Violin. Theis Juul Langlands: Klaver.

Rasmus Henriksen: Trækbasun. Jakob Holdensen: Trompet. Rasmus Fribo: Saxofon. Rasmus Brylle: Trommer. Jens Krøgholt: Kontrabas. Morten Nordal: Guitar.

Links: Habadekuk: www.habadekuk.dk

Danish Roots: www.danishroots.dk

Masters of Nordic Folk Music: www.nord10.se

The Academy of Music and Dramatic Arts Southern Denmark: www.dfm.dk

Af Morten Alfred Høirup