Lysten til og behovet for at udfordre grænserne for, hvad akustisk musik kan, fik i midten af 1970’erne en række unge amerikanske musikere til at eksperimentere med mulighederne. De havde en baggrund i den traditionelle musik (primært bluegrass), som i sagens natur er opbygget af nogle fast skabeloner og normer. Men samtidig var disse musikere inspireret af anden musik – lige fra The Allman Brothers til Django Reinhardt og Svend Asmussen. Derfor begyndte de at benytte trommer, el-instrumenter, lydeffekter og andre ’forbudte’ ting. Improvisationer og frie jams, som vi kender fra jazzmusikken blev også en vigtig del af denne nye spilleform.
Det vakte først opstandelse, men efterhånden blev denne nye stil, som man begyndte at kalde Newgrass eller New Acoustic, accepteret. Og nu er disse musikere en vigtig del af den seriøse musikscene, og David Grisman, Bela Fleck, Tony Rice, Mike Marshall, Darol Anger, Chris Thile m.fl. er verdenskendte virtuoser på deres akustiske instrumenter.
Herhjemme har denne (nu knap så) nye stil ikke rigtig manifesteret sig i egentlige Newgrass-orkestre, men elementer af den har for længst vundet indpas med f.eks. Dreamers’ Circus.
Både Sverige og Norge har egentlige Newgrass-bands, og Oslo Grass Ensemble er ét af de bedste. De er veluddannede musikere, og de beviste alle, at de kan udføre swingende musik på et teknisk højt niveau. Med kompositioner af ovennævnte musikere samt eget materiale gav de et overbevisende sæt primært instrumentalnumre.
Stavangerbandet Strengeplukk (Foto øverst) er knap så rutinerede, og deres norsk-sprogede sange er måske lidt for regionale til rigtig at vinde genklang. Men de kom med en frisk energi, og deres mere traditionelle og jordbundne bluegrass var en god variation til den flyvske Newgrass.