Guitaristen Finn Olafsson, bassisten Thorsten Olafsson og Tom Frederiksen, guitar og sang, tager igen en tur rundt med deres ”Hyldest til Tony Vejslev og Frank Jæger.”

Albummet af samme navn udkom for et par år siden, og sidste år blev deres koncert på Stars i Vordingborg optaget på DVD og bragt på DK4.

Foto: Hans Ole Madsen

Nu skal trioen ud igen, og de starter den korte turné i Helligåndskirken i Flensborg. De fortsætter så til Sjælland, og på fredag d. 26. oktober lægger Portalen i Greve scene til. Dagen efter foregår det i Farum Kulturhus. Og det ér om dagen, nemlig kl. 11. Søndag eftermiddag kl. 15 går de tre garvede musikere på i PH Cafeen på Halmtorvet i København.

For godt et år siden udgav Finn Olafsson cd”en ”Music from North Sealand” til fine anmeldelser. Han var guitarist og spillede i sin med det populære band ACHE. Bandets to albums, De Homine Urbano og Green Man fra hhv. 1970 og ’71, er netop genudsendt på Esoteric Recordings. Finn Olafsson har musikforlaget Olafssongs, og han er også producer.

I foråret udgav hans selskab en comeback-CD fra Herman, ”Flyve på en tone”, og for kort tid siden kom ”Postkort fra Lolland” med Hvid Bille. 12 numre med temasange om Lolland og om livet og folkesjælen ude i kanten af Danmark af Niels Hvid (vokal, kor) og Ronnie Bille (akustisk guitar). De kalder det selv gadehjørnemusik, baseret på de danske tekster og velklingende, akustiske guitarer. Jeg tror, at det fungerer og swinger meget godt på gaden, og at det vil sige mange mennesker noget. Måske også indkants-danskerne, som de sjovt og smart kalder ”os andre”.

På plade er sangene en anelse for meget af det samme, ikke for alvor musikalsk spændende, men det gror alligevel, og især sidste nummer er faktisk rigtig godt.

På cd’en spiller også Tobias Folting (percussion, trommer), der også har produceret sammen med Ronnie Bille) og Frank Anker (kontrabas, elbas).