Fra stuen i det lille parcelhus strømmer der musik ud. Det er musikken fra ’Krumme’, der spiller for fuld smadder. Det var ikke lige det, jeg havde forventet at høre hjemme hos Peer Løgsted Andersen. Peer Løgsted Andersen er et kendt ansigt i Skagen og i folkemusiksammenhænge generelt. Han er bedre kendt under navnet Peer Post, men arbejder i øvrigt ikke som post i dag. Til gengæld har han i mange år siddet på en meget udsat post: Han har i mere end 30 år været medlem af Skagen Festivals musikudvalg. I den egenskab er han med til at tegne Skagen Festivals musikprofil og få balancen til at gå op mellem de store navne, der trækker folk til, og de mindre, der tit giver publikum en oplevelse ud over det, de har forventet.
Han slukker for ’Krumme’ og forklarer med et smil, at hans barnebarn på 1½ år er helt vild med ’Krumme’. Emilia, som hun hedder, er sammen med sine forældre på besøg i festivalen. I alt er den Løgsted Andersenske husholdning udvidet med fem personer i anledning af festivalen.
Peer Post har ikke selv ’Krumme’ som personlig favorit. Hans hjerte banker for folkemusikken. Og selv om der er masser af folkemusik på programmet på Skagen Festival, er der også navne i den mere poppede og rockede afdeling, som Lis Sørensen og Michael Falch. Det er helt bevidst, forklarer Peer Post:
“Vi må også tænke kommercielt. Vi skal have folk ind, ellers er der ingen festival.”
Og balancen giver ikke sig selv, fortæller han:
“Vi har engang sat os mellem to stole og fik tæsk for det. Velfortjente tæsk. Det var for 10 år siden,” fortæller han og bliver lidt fjern i blikket.
Udelukkende frivilligt arbejde
Skagen Festival skiller sig ud fra de andre store festivaler i Danmark, ved at alle medarbejdere er ulønnede: Både dem, der sælger øl i de fire dage, festivalen varer, og dem, der lægger program og booker musik hele året rundt. På spørgsmålet om, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, svarer Peer Post tørt:
“Det kan det heller ikke.”
Jeg må se noget spørgende ud, for han skynder sig at uddybe med en forklaring om, at det store, frivillige engagement kan bruges til at forhandle med kunstnerne: Når ingen skal tjene penge på foretagendet, er de mere villige til at gå ned i pris. Derfor har Skagen Festival faktisk et ret lille musikbudget, når man tager i betragtning, hvilke navne, der optræder på festivalen.
Peer Post mener, at det, der får Skagen Festival til at overleve den ene økonomiske lussing efter den anden, netop er medarbejdernes engagement. Festivalens mere end 600 frivillige medarbejdere kommer fra hele landet. Peer Post kan ikke rigtigt komme med en god forklaring på, hvorfor de kommer tilbage år efter år:
“Vores chauffører for eksempel, de ligger og rakker til Århus og Billund hele weekenden. De elsker det, og jeg ved ikke hvorfor.”
Gået på klingen når han frem til, at det må være en kombination af livsglæde, musik og samvær, der er drivkraften.
Jeg spørger til, hvad der kendetegner Skagen Festivalens ånd. Det er heller ikke så nemt at få sat ord på:
“Det har noget med stedet at gøre,” siger Peer Post tænksomt og fortsætter:
“Du kan ikke lave en Skagen Festival noget andet sted end i Skagen.”
Hvor banalt det end lyder, er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Nærmere kan vi ikke komme en forklaring.
Stadig problemer nok
Ledelsen af Skagen Festivalen har formået at tage ved lære af de økonomiske problemer, som festivalen har oplevet gennem årene. De første mange år kom alle pengene ned i én stor kasse, men den løsning bruger man ikke længere, fortæller Peer Post med et smil. Nu er der styr på økonomien og budgetterne.
Et af de katastrofale år var 1992. Der var ingen mennesker i hallerne, fordi alle så fodbold. Peer Post virker lidt uforstående over for det valg, folk traf dengang. Selv kunne han aldrig drømme om at se en fodboldkamp. Resultatet blev, at festivalen balancerede på randen af konkurs. I den 11. time blev festivalen reddet af en udvidet kassekredit, der blev bevilliget søndag aften. Per Post nævner det som et eksempel på den store opbakning, festivalen har i lokalområdet. Det handler langt hen ad vejen om troværdighed, fortæller han og understreger, at ingen musiker nogensinde er taget fra Skagen uden at have fået sine penge.
Men selv om de økonomisk hårde år nu ligger tilbage i tiden, er der stadig problemer, festivalen skal håndtere. Og nogle af dem er ikke så nemme at løse. Peer Post nævner overnatning til musikere som et af de store problemer. Det er svært for festivalen at skaffe hotelværelser nok i selve Skagen til alle festivalens optrædende musikere:
“Vi vil gerne beholde vores musikere her hele festivalen. Musikerne synes, det er skønt at komme her. Det bidrager til stemningen, at man kan møde dem på cykel eller i en jam rundt omkring.”
Han trækker på skuldrene og forklarer, at det ikke lade sig gøre, hvis det nærmeste sted, de kan få et hotelværelse, er i Frederikshavn. Det problem vil han meget gerne finde en løsning på.
De næste store navne
Peer Post har også andre ønsker for fremtiden: Han vil rigtigt gerne have Joan Baez til at optræde i Skagen. Han har arbejdet på det i flere år, men det er endnu ikke lykkedes for ham:
“Det kræver, at hun allerede er i Europa. Med vores budget har vi ikke råd til at betale en masse transport oveni,” forklarer han.
Men han fortsætter med at arbejde på at få den legendariske kunstner til Danmarks nordligste festival.
Et andet stort, musikalsk ønske er John Prine. Han er meget begejstret for den amerikanske singer/songwriter og vil bare gerne have ham til Danmark:
“Jeg er fandeme ligeglad med, om han kommer til at spille i Tønder eller Skagen, jeg vil bare gerne se ham!”, siger Peer Post med smittende begejstring.
Helene Overgaard Krüger