Da jeg så Sonny Terry & Brownie McGhee komme ind i lokalet, lignede det næsten en parodi på to bluesmusikere fra USA. Blinde Terry blev ført af McGhee, som til gengæld måtte støtte sig til en stok. De placerede sig på et par stole i den lille sal foran et publikum på knap 100 og begyndte at spille uden mikrofoner. Det var i efteråret 1971.

Terrys mundharpespil, trampen og skingre falset-hujen samt McGhees guitar og sang forekom noget fremmedartet og ikke særligt overbevisende i starten. Men snart fandt de groovet og musikken begyndte at gynge på en særlig smittende måde, og vi kunne høre – eller snarere mærke – at dette var den ægte vare. Autentisk akustisk country-blues.

Jeg kendte næsten ikke Sonny Terry og Brownie McGhee. Havde hørt om American Folk Blues Festivalerne i København og om, hvordan de engelske rockmusikere dyrkede den sorte amerikanske musik, men vidste ikke, at vi her var vidner til en historisk begivenhed. Dengang kunne man ikke vide, at det blev deres sidste engagementer herhjemme.

Jeg fik at vide, at duoen opholdt sig i Danmark, indspillede nogle numre for Storyville og blev sendt rundt på en beskeden turné på højskoler og uddannelsesinstitutioner. Siden opdagede jeg, at Sonny Terry (1911-1986) og Brownie McGhee (1914-1996) allerede var prominente musikere, som rundt om i verden blev hyldet i store koncertsale.

Terry mistede synet i 1920’erne og optrådte sammen med Blind Boy Fuller i 1930’erne og siden med McGhee. Terry spillede sammen med Leadbelly og indspillede nogle sessions med Woody Guthrie. McGhee fik som barn polio og var gangbesværet resten af sit liv. Alligevel var han omrejsende musiker og arbejdede bl.a. med Big Bill Broonzy, Josh White og Pete Seeger.

I 1950’erne var Sonny Terry og Brownie McGhee efterhånden blevet en duo, selvom de også var involveret i andre musikprojekter. Folkemusikrevivalen i 1960’erne betød, at duoen fik masser af arbejde og blev kendte ambassadører for amerikansk blues- og rootsmusik. Fra Newport-festivalerne til de store koncertsale i storbyerne verden over lød deres kantede bluesmusik, når de turnerede (bl.a. med Harry Belafonte og B.B. King).

Ikke kun de danske pladeindspilninger, men talrige studio- og liveindspilninger findes med duoen. Mange af studioindspilningerne er strammet og peppet op med gæstemusikere og god lyd, men lige som Taj Mahal og Ry Cooders album, så fungerer musikken efter min mening bedst, når den er lidt løs og uperfekt, som når de spillede live.

Det fortælles, at Terry og McGhee privat ikke snakkede meget sammen de senere år i deres karriere, men på scenen var netop deres små samtaler et særkende for duoen. Her fangede de nuet og øjeblikket, ligesom de gjorde til den lille koncert, som jeg og få andre lykkeligvis oplevede. Og at jeg stadig kan huske det, er et bevis på deres musiks kraft.

https://www.yotube.com/watch?v=D4w4D2XcTn0