Brigdhe Chaimbeuls koncert i Sønderho Kirke i søndags blev utvivlsomt mere end godt modtaget, og det samme gjaldt altså på det nørrebroske spillested Alice mandag aften (med ekstrakoncert tirsdag). Den kun 22-årige, skotske sækkepibespiller gjorde ikke det store væsen af sig i forhold til sine introduktioner til numrene i den timelange koncert, men har alligevel stærk udstråling. Og da musikken gik i gang var hun ét med både sin store og lille skotske sækkepibe. Publikum lyttede intenst og fascineret og kvitterede med stor applaus.
Foto: Juliette Lemoine
Chaimbeul spillede violin og klaver, før hun som syvårig gerne ville spille sækkepibe, inspireret af Rona Lightfoot. Hun kom hurtigt til at konkurrere solo på The Great Highland Pipe, og både hun og hendes fire søskende gik senere på St. Mary’s Music School i Edinburgh. Det er intet under, at hun allerede er noget af en virtuos, som lokker smukke melodier ud af piberne. Det synes at være hendes helt oplagte skæbne at leve af (og for) musikken og ovenikøbet være kommet så flot fra start med to BBC-folkpriser og fine anmeldelser for debuten The Reeling,
Den næsten fyldte sal (så mange der nu måtte være) følte sig, tror jeg, privilegerede over at kunne være til stede til denne koncert. Jeg kunne bagefter konstatere, at en del af publikum var herboende skotter, som benyttede lejligheden til at høre musik fra hjemlandet. Brighde Chaimbeul er fra Isle of Skye, hvor hendes far er forfatter, moderen skulptør. Som 14-årig tog hun den lille bagpipe til sig, den stores fætter, som hun sagde, og siden er det gået slag i slag med diverse dygtige musikere som lærere.
At hun brænder for sin musik og instrumenter var tydeligt, også at hun på sin egen afdæmpede måde følte sig hjemme på scenen – og ved, hvad hun kan. Ligesom på The Reeling kunne man høre den skønhed, harmoni, melankoli, de stærke følelser, som sækkepiben og dens dygtige musiker kan udtrykke. Chaimbeul spiller ikke bare skotsk, irsk, cape bretonsk, men også skandinavisk og østeuropæisk musik, og hun kan stå helt alene. Men også sammen med andre musikere, Hun har og er noget særligt, som passer ind i nok nærmest alle genrer.
Selv om Maria Bertel aka Ymers Pizza indledte aftenen med tre numre, står hun her til sidst. Mange klappede entusiastisk, men personligt vil jeg sige, at hendes musik lod mig kold. Man kunne godt vælge at opleve det som spændende og udfordrende med en masse skrammeleffekter og noget trombone. Jeg kunne ikke høre, om den blev spillet live eller del af noget indspillet soundscape, og det var mere mærkeligt end nogen fornøjelse. Kontrasten til Chaimbeuls smukke musikunivers var tydelig.
