I de senere år er fællessang blevet populær, og er det i den grad også lige nu. Men på afstand. Mange byer har (haft) ugentlige åbne arrangementer, hvor en musikkyndig mere eller mindre stift styrer de fortrinsvis ældre deltagere igennem et repertoire af danske salmer, ’hjemlandets vemodige’ og enkelte vovede forsøg med en Kim Larsen- eller Shu-bi.dua-sang.
Disse arrangementer er pt. indstillet, og det er nok tvivlsomt, om 10-års jubilæet d. 21. juni på Maratonsang i København kan gennemføres. Her plejer man at pløje sig igennem Højskolesangbogen fra morgen til aften.
De nye, akutte nødløsninger på sang via tv og internet eller ’ud af vinduerne’ har herhjemme og i udlandet også forsøgt at skabe fællesskaber, og det bliver forhåbentlig ikke en ny tradition. Nuvel, den gode sag kommer før musikken, men måske den gamle, danske gårdsangertradition var en bedre løsning end de såkaldte sofa- og karantænekoncerter og især DR’s fællesang.
Så jeg har vendt mig mod den beslægtede, men alligevel anderledes tradition: Singing From The Floor. Du har måske oplevet den på pubber rundt om på De Britiske Øer, eller hvis du ikke kommer den slags steder, på tv, film eller festivaler. Irerne og briterne er et syngende folkefærd, og de kan også sagtens skråle igennem i fællessang. Men i modsætning til mange af os andre, så kan de synge rigtigt og ikke mindst lytte. Derfor er det her almindeligt, at når en person rejser sig og synger, så lytter man, som var det en tale.
Bortset fra respekten samt ønsket om at høre en fortælling, er der ellers ikke faste regler ved sådanne mere eller mindre spontane solo-sangudbrud. En anden sanger følger måske med omkvædet eller i duetter, eller det kan tage form som et egentligt sangkor, men altid med en forsanger og næsten altid udført a cappella. Arbejdssange og shanties især er velegnede syng-fra-gulvet-numre, men også sjove eller vovede viser og nyere popsange er populære på pubrepertoiret. Traditionen går helt tilbage, til før der findes optegnelser, og selv om karaokemaskiner i nyere tid har truet med at ødelægge traditionen, så eksisterer den stadig.
Singing From The Floor er også titlen på en velskrevet og informativ bog med en gennemgang af folkemusikkens opblomstring på De Britiske Øer i 1960’erne. Dengang havde en fraktion af denne bevægelse den overbevisning, at ægte folkesang ikke måtte akkompagneres. Selv om det jo bare er at stille sig frem på gulvet og synge, så var det især i de tidlige 60’ere også en nødvendighed i de små folk-klubber, hvor der hverken var plads eller råd til scener og teknisk udstyr. Bogen beskriver bl.a. også om gæstende musikeres (Paul Simon, Tom Paxton m.fl.) forundring over denne tradition.
Man kan næsten kalde det en disciplin, og mange professionelle folkemusikere dyrker den stadig mere eller mindre passioneret. A capellaensembler som The Watersons, Young Tradition og Swan Arcade (øverste foto) har formået at opdatere traditionen med deres mere avancerede vokalharmonier. Jeg erindrer tydeligt Swan Arcade og deres version af datidens Ray Davies-hit Lola en fugtig aften på Tønder Festival. Disse samt i særdeleshed projektet Blue Murder med medlemmer af Waterson og Carthy-familierne har indspillet albums, som det kan betale sig at lede efter. Der findes en masse oversete musikperler. Her får vi vokaler af allerbedste slags og indspillet i lydstudier, men med den særlige pubstemning bevaret.
Herhjemme befinder vi os i en højskolekultur. Det præges vores sangtradition. Vi må godt være stolt over den, men skulle den blive lidt for selvhøjtidelig og klerikal, så er der inspiration at hente fra andre, lidt mere, folkelige og verdslige kulturer.
JB Bean: Singing from the Floor: A History of British Folk Clubs, Faber & Faber 2014.
Blue Murder: No One Stands Alone, Topic 2002.
https://www.youtube.com/watch?v=fm6ZqRJ7gRw
