Strib Vinter Festival er blevet afholdt siden 1989, og i 2020 bliver det fra 6. til 9. februar. Som der står i en pressemeddelelse fra arrangørerne (foreningen GUF, God Underholdende Folkemusik), så er det festivalen, der varmer sjælen i en mørk og kold tid og med god stemning og hygge i højsædet. Ikke mindst med folkemusik af høj klasse.

Sunniva Bondesson fra Baskery

Nu er programmet færdigt, og det ser lovende ud for den kommende festival. Billetsalget af partoutkort er åbnet for et stykke tid siden åbnet til 775 kr. for hele festivalen undtaget kirkekoncerten torsdag aften med den velsyngende, østjyske sangskriver Ida Wenøe.

Clara Tesch fra Vesselil

Der er officiel åbning fredag aften ved administrerende direktør fra Tønder Festival, Kirstine Uhrbrand. Her medvirker som traditionelt Strib Skoles kor og orkester sammen med Allan Taylor. Den engelske singersongwriter er også på aftenens program i hal 1, hvor han skal optræde mellem de to irske band Goitse og I Draw Slow. Bevæger man sig over i hal 2, så kan man først lytte til den færøske sanger Marius Ziska, der bliver efterfulgt at Søren Huss, der har imponeret med sin fantastiske stemme og sine personlige fortællinger, og som her i efteråret har udgivet sit fjerde soloalbum. De tre svenske søstre Bondesson i Baskery sørger for, at programmet afsluttes på de høje nagler. Her vil blive præsenteret tempofyldt americana, country, folk og beslægtede genrer i høj musikalsk klasse. Greta på banjo og trommer, Stella på bas og deres lillesøster Sunniva på guitar er garanti for en festlig afslutning på aftenen.

Lørdag formiddag er der gratis børnekoncert med Jensen & Bugge, som har stor succes med deres skolekoncerter, og om eftermiddagen kan man nyde de to unge, talentfulde bands Vesselil og Spöket i Köket. Fromseier Hockings åbner aftenkoncerten i hal 1 med charme og varme musikalske toner. De bliver efterfulgt af Lars Lilholt med sit koncept som Storyteller, hvor musikere fra hans band også medvirker. Sidste punkt på programmet er også en historiefortæller, nemlig den færøsk/canadiske singersongwriter Lena Anderssen med band.

Le Vent Du Nord

Svenske Sophie Zelmani optrådte sidste år i Tønder, og nu kommer hun til Strib med band og præsenterer folkemusik i helt egne fortolkninger med sin helt specielle, lavmælte stemme i hal 2. Hun overlader scenen til Claus Hempler, der vil præsenterer sine danske sange sammen med sit band inden skotske Tide Lines (øverste foto), som i deres hjemland er blevet sammenlignet med Runrig, tager over. Så der er et voldsomt forventningspres på den unge kvartet, der præsenterer egne sange og melodier. Her får man lejlighed til at lytte til sækkepibe og smægtende toner fra det talentfulde og meget velspillende band.

Søndag bydes der på en enkelt dobbeltkoncert i hal 1 med fransk-canadiske Le Vent du Nord, der uden tvivl vil give publikum en stor musikalsk oplevelse, både humørfyldt og med stor spilleglæde og energi, inden Erik Grip og Henrik Gunde slutter festivalen med fantastiske tekster til deres forfriskende viser og ballader.

Det skal også nævnes, at der under det meste af festivalen er gratis koncerter fra caféscenen.

Salget af enkeltbilletter begynder fredag 29. november.

http://www.strib-vinterfestival.dk/