Som mange nok har bemærket, har www.rootszone.dk været inaktiv i et stykke tid i forbindelse med lukningen af Folkemusikkens Fælles Sekretariat i Århus for nogle måneder siden. I forbindelse med etabldringen af det nye Folkemusikkens Sekretariat i København under ledelse af og på samme adresse som verdensmusikken, har vi – journalisterne Per Dyrholm og Lissen Jacobsen – fået mulighed for at drive rootszone.dk videre. Vi vil fremover gøre vores bedste for at følge med i og videreformidle nogle af de mange ting, der sker i og med folkemusikken, folk’en, rootsmusikken, og hvad det alt sammen hedder, på denne side.

Vi vil meget gerne gøre det i samarbejde med alle de gode kræfter rundt omkring i landet, som tidligere har skrevet for rootszone.dk foruden alle nye, der har lyst til at være med til at gøre dette forum levende. Målet er at skabe en informativ, underholdende og formidlende side, der ligesom før skal fungere som en form for fællesskab mellem alle os, der elsker folkemusikken i alle dens afskygninger, og som ønsker at rette op på den iøjnefaldende forsømmelse af den i medierne.

Vi håber, at www.rootszone.dk igen vil få en engageret læserskare og ditto skribenter, så vi kan være med til at sætte folk’en i Danmark på dagsordenen og på lystavlen i det omfang, vi nu engang har ressourcer til.

Vi modtager gerne cd’er, turnéplaner og andet materiale til anmeldelse og omtale. Gode ideer og fif til vedkommende artikler tager vi også meget gerne imod.

Har du lyst til at være med, så send en mail til lissenhere@post.tele.dk med cc til dyrholm@tdcspace.dk.

Vi forbeholder os ret til journalistisk redigering af indsendte artikler, anmeldelser med videre. Inden for en overskuelig periode indkalder vi til en stiftende generalforsamling til foreningen www.rootszone.dk.

 

KH. fra Per Dyrholm og Lissen Jacobsen.