Foruden filmarbejdet huskes Søren Kragh-Jacobsen i det brede publikum nok mest for den dér sang om Mona, men manden har gennem efterhånden en del år givet os ganske mange fine sange. Det fik vi eksempler på under hans koncert med det fremragende orkester Oktober under ledelse af bassist Torben Westergaard.
Lad os få det på plads med det samme: Det var en stor oplevelse. Kragh-Jacobsen er en professionel og velformuleret entertainer, og hans sange rangerer et pænt stykke over middelniveauet. Oktober er utraditionelt besat med, foruden rytmegruppen, elguitar, cello og harmonika, og det gav en række interessante muligheder for at kolorere sangene varieret. Solisten selv var i øvrigt også ganske kapabel på sin akustiske guitar.
De interessante og nærværende sangintroduktioner fremstod som lige så råstærk prosa som sangene var råstærk poesi. Vi blev diverteret med saftig socialrealisme, skæve kærlighedshistorier, drømmebekendelser, ungdomserindringer og lidt for gamle hippier. Hele galleriet var fordelt på gamle, halvgamle og helt nye sange fra denne artige ordgyder, fremført stærkt og insisterende. Nok kan man ikke kalde Søren Kragh-Jacobsens sangstemme for noget specielt stort, men den virkede alligevel som den eneste rigtige til netop de sange. Og for pokker hvor kunne han levere dem i synet på os dernede i mørket på en måde, så kun de mest forhærdede kunne gå derfra upåvirkede.
Som en komplettering af den samlede oplevelse præsterede Oktober en varieret og stærkt kompetent musikalsk affyringsrampe. De var skrækkeligt velspillende, ganske enkelt. Føj for en fed koncert!
