Det er sådan med mig, at når jeg hører en musiker, som er nået dertil, hvor hans eller hendes spil på instrumentet nærmer sig den menneskelige stemme, så vågner jeg – så taler vi om egentlig musik. Sådan har Hans spillet i mange år, og min beundring for hans musik er efterhånden tudsegammel, men dog evigfrisk.
Hans er født i 1961 I en forstad til Odense. Han er p.t. aktiv i ganske mange odenseanske orkestre. Jeg nævner i flæng: TipToe BigBand, Superfly, Serras, Nordens Tone, Blues Brothers Souvenir Show, Ole Friis Combo og Absolute Organ. I folkemusiksammenhæng er Serras og Nordens Tone selvsagt mest relevante, men selv har jeg Superfly og Serras, som de to sammenhænge, hvor jeg synes, Hans er mest interessant. Serras kender læserne vel bedst – med deres mix af ældre traditionel og helt nyskrevet musik. Superfly skriver alt deres materiale selv, og dem kunne man sagtens interessere sig for, selvom de ikke i dén forstand er folkemusikere.
Nu er der heldigvis aldrig nogen, der er blevet helt enig om, hvad man med 100% ret kan kalde folkemusik, men hvis man nu leger, at en folkemusiker er en musiker, som spiller en musik, som tilhørerne kan kende sig selv i, bruge til fest og begravelse, i det hele taget koble sammen med daglige ritualer, og måske selv spille eller synge med på – så er Hans I dén grad spillemand. Han spiller i alle mulige sammenhænge, og tager vi alene hans aktiviteter I Odense, så er de mangfoldige. Han passer selvfølgelig sit arbejde på Det fynske Musikkonservatorium, hvor han er et uundværligt bindeled mellem rytmisk linje og folkemusikken. Desuden er han en kæmpekraft I organisationen. Der er således ingen tvivl om, hvem som kommer, når den smukke og uundværlige Saab kører ind på konservatoriets parkeringsplads: Så er det lektoren I rytmisk hørelære, formanden for Studienævnet og den store saxofonist, der skal på arbejde.
Hans får nu ordet, hvad angår svarene. Jeg stiller spørgsmålene:
Jeg skriver, at du spiller saxofon, men hvor mange instrumenter spiller du i grunden på?
“Jeg spiller selvfølgelig på de fire mest almindelige saxofoner – sopran, alt, tenor og baryton. Derudover har jeg en del andre instrumenter, som jeg spiller på i forskellige sammenhænge. Som saxofonist er bi-instrumenter – i mit tilfælde klarinet og basklarinet – noget man skal kunne beherske i fornuftig grad.
Jeg har også en bunke forskellige fløjter – whitsles i forskellige størrelser, et par seljefløjter og sågar et par blokfløjter, som jeg – ligesom klarinetterne – kan få til at sige fornuftigt, hvis jeg øver mig lidt. Men slet ikke med samme overskud som når jeg spiller saxofon. For tiden roder jeg en del med en EWI – det er er blæser-synthesizer med en betjening, der ligger tæt på saxofonens – og har det rigtig sjovt med den. Det er en vild krabat, men jeg synes, at jeg er ved at få lidt mere styr på den. Jeg kan spille klaver, guitar, bas og trommer til husbehov, men det er ikke noget, jeg vil være bekendt at tage penge for.”
Hvilket instrument spiller du mest på – og af hvilken grund?
”Min tenorsaxofon. Jeg har altid haft tenoren som hovedinstrument – det er den lyd, der kommer tættest på min egen stemme og det er den, jeg øver mig på. Jeg forsøger altid at være så stemmeimiterende som muligt, lige meget hvad jeg spiller på.”
Jeg lærte dig at kende igennem ‘serras’. var det orkester din indgang til folkemusikken?
”Serras var det første folkemusik, jeg spillede.”
Fortæl om starten på Serras
”Jeg overtog på et tidspunkt noget undervisning på konservatoriet i Odense, hvor Harald Haugaard var en af de studerende. Det var sådan jeg mødte ham. Det var indlysende for mig, at han var en enestående musiker med en power, som jeg ikke havde mødt hos ret mange før. Vi havde ham med som gæst i et soulband, jeg spillede med og han væltede salen – det var ret vildt. På det tidspunkt havde han et band – Dug – med blandt andre Mads Riishede og Sune Rahbek. Da de ville prøve at lave noget nyt, spurget de Sune Hånsbæk og mig. Vi mødtes et par gange og øvede og fik rimelig hurtigt noget op at køre. Så gik det hurtigt – Haugaard og Riishede er aktive mennesker, der ikke venter på, at tingene skal ske af sig selv. Vi gik ned i en tøjbutik i Århus og købte fem ens habitter, fik linet en indspilningssession op og lige pludselig lå der et job i Tyskland og en turné i Italien. Sidst på sommeren spillede vi på Tønder-festivalen, fik lavet et album – og så tog vi den derfra.”
Fortæl om hvad Serras har gang i lige nu.
”Serras har ikke gang i noget for tiden. Vi spillede en enkel koncert på Langeland i sommer og ellers sker der ikke så meget. Der er ikke aktuelle planer om indspilning og der er heller ikke planlagt nogen koncerter.”
Nordens tone er nyeste projekt i dit arbejde med folkemusikken. hvad er det for et projekt?
”Nordens Tone er kommet i stand på initiativ af pianisten Pojken Flensborg. Jeg havde spillet jobs med ham og bassisten Torben Bjørnskov – blandt andet nogle kirkekoncerter, hvor vi spillede nogle af Pojkens ting og nogle danske sange og salmer. De har ligesom jeg selv spillet et utal af jazzjobs – standards og originalmusik. Både Pojken og Torben har indspillet plader i egne navne med egen musik.
Vi har alle tre dyrket det nordiske udtryk i jazzen og som trio havde vi ramt et udtryk, som lå tæt på os alle tre og som vi kunne få til at lyde godt. Pojken havde en ide om at lave en plade med sange fra alle de nordiske lande. Han havde Torben og mig i tankerne og spekulerede på, hvem der kunne synge sangene.
Da han fortalte mig om det, tænkte jeg straks på Jullie Hjetland, som jeg har haft som studerende på konservatoriet. Jeg vidste, at hun havde en multinordisk baggrund med en dansk mor og en norsk far. Hun har boet en del af sin barndom i Sverige og hun taler alle tre sprog flydende. Men fremfor alt er hun en fantastisk sanger med et originalt og meget personligt udtryk – og der er noget på spil, når hun synger. Så jeg tøvede ikke et sekund med at anbefale hende til projektet.
Det viste sig ydermere, at hun har en enestående evne for nordiske sprog, som jeg aldrig er stødt på før. På pladen, som vi endte med at lave, synger hun på otte forskellige sprog : dansk, norsk, svensk, finsk, findlands-svensk, grøndlandsk, færøsk og islandsk. Hun gør det med den største naturlighed og de forskellige sprog lægger kun nye alen til hendes udtryk. Live er hun helt forrygende og hun er – i lighed med os – andre ikke bange for at tage chancer.
En anden grund til, at jeg anbefalede hende er, at hun som folkemusiker ikke slæber rundt på den samme afro-amerikanske ballast, som vi andre gør og som – ikke mindst hos sangerinder – kan blive meget udtalt. Misforstå mig ikke – jeg har ingen problemer med dét og opfatter til en vis grad også mig selv som jazzmusiker – men for mig var det vigtigt, at sådan en plade fik en andet og mere autentisk udtryk. En del af den nordiske lyd i jazzen har netop været, at man ikke er gået efter de højt opbyggede akkorder og alt det der.
Vi indspillede pladen i Nilento-studiet i Göteborg, som er kendt for vanvittig god lyd – og det kom der også på vores plade. Siden har vi spillet en del koncerter og skal til foråret på en længere turné i Norden. Det er et orkester, som vi alle er meget glade for – jeg tror, at vi hver især føler, at vi kan bidrage med noget, der lyder godt.”
Du skal også fortælle om Superfly. Hvad er nu det for noget?
”De andre i Superfly er nogle af mine bedste venner – bassisten Bo Gryholt, trommeslageren Chano Olskær og guitaristen Morten Nordal. Bo spillede jeg med allerede for 20-25 år siden og Chano og Morten har jeg gået på konservatoriet med. De er alle tre fremragende musikere med meget personlige udtryk og jeg har spillet rigtig meget med dem alle tre i andre sammenhænge også. Superfly er et musikalsk kollektiv, hvor al musikken bliver til i fællesskab.
Nogen gange kommer en af os med et nummer, andre gange skriver vi sammen, men alt bliver vendt og drejet i fællesskab, fordi kollektivet kan komme frem til noget, som ingen af os ville kunne hver for sig. Superfly er i den grad vores fælles projekt, som vi bruger meget tid på – ikke mindst i forhold til antallet af koncerter, som det er muligt at spille med orignal instrumentalmusik. Men det gør ikke noget. Det er vigtigt for os alle fire at mødes og lave musik og de to plader – “Big Ship” og “Airways”, som hidtil er kommet ud af anstrengelserne, er plader, der betyder uendeligt meget for mig.”
Nu skal du tænke tilbage på din egen læretid. hvilken lærer har betydet mest for dig – og hvorfor?
”Jeg kom relativt sent på konservatoriet. Jeg var 29 år. Det var i 1991 – det første år med rytmiske uddannelser på de klassiske konservatorier. Jeg havde stort set aldrig fået undervisning før – jeg havde bare været heldig at have mulighed for at spille en masse (rock)jobs. Min første saxofonlærer på konservatoriet var Uffe Markussen. Han er en forrygende saxofonist og jeg var chokeret over alt det han kunne og krævede, at jeg også skulle kunne. Det var sindsygt lærerigt og jeg øvede mig som en gal – jeg havde en del at skulle indhente.
Det var en lykkelig tid, hvor mange ting faldt på plads for mig. Uffe tog mig alvorligt og gav mig en chance for at blive en langt bedre musiker, end jeg var i forvejen. På mit femte år på konservatoriet tog jeg timer hos Hans Ulrik, hvis fantastiske lyd og super-konkrete tilgang til at spille saxofon, også har haft stor indflydelse på mit spil.”
Nævn de 3 musikere, som for tiden er din største inspiration. Begrund også gerne dit synspunkt.
”Den danske guitarist Jakob Bro – fordi han på sin helt egen stilfærdige måde spiller helt ligeværdigt med de bedste jazzmusikere i verden. Det virker ikke som om der er den mindste smule støj på senderen hos ham. Han har checkket det hele ud og det ligger der bare som ballast for et meget personligt udtryk, hvor det lykkes ham, at skære alt overflødigt fra og kun spille det, der er vigtigt. Ham beundrer jeg virkelig!
Neil Young – han har skrevet de mest fantastiske sange og har formået at bevare sin kunstneriske integritet 100%. Der er ingen ridser i lakken hos ham. Jeg hørte ham live for et par år siden. Han kom på scenen med nogle andre gamle gutter og spillede med et udtryk, der var enormt kraftfuldt – og han fremstod helt usvækket. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Han minder mig om, at der stadig er meget musik der skal spilles og at der er masser af tid endnu til at gøre det i.
Sonny Rollins – en saxofonist der med største selvfølgelighed spiller præcis, hvad han har lyst til og hvis kreative kilde synes uudtømmelig. Rollins fra 1955-65 er helt vildt. Nu er han en gammel mand, men han spiller stadig forrygende.
Fælles for alle tre er, at de søger ind til kernen af udtrykket og at det er dét, der er det primære i deres virke. Når man kan formidle sin personlighed, har man forudsætningen for at skabe kunst. Det gør de i allerhøjeste grad alle tre. Jeg kunne også have nævnt Daniel Lanois eller Ry Cooder eller Radiohead eller en masse andre. Oven over det hele svæver Beatles selvfølgelig – men det er en anden snak.”
Den skånske musiker og sanger Peps Persson siger et sted: ”Musik er et magisk faktum”. Hvad siger du til den formulering?
”Det har Peps ret i – i hvert fald når det går godt. For mig opstår magien lige pludselig. Måske er det kun 10 sekunder hver tredie måned, men det er derfor jeg spiller. For at opnå de 10 sekunder, hvor alt lykkes og det hele går op i en højre enhed, hvor himlen åbner sig og alt får et guddommeligt skær og hvor man er fuldkommen lykkelig.”
Tilbage til folkemusikken. Ser du den som en kultur eller en genre?
”For mig er det svært at adskille, for næsten alle musikgenrer udspringer af bestemte kulturer – og da folkemusikken i højeste grad. Musikken er jo ofte soundtracket til en bestemt kultur. Jeg tror, at jeg tænker folkemusikken som en kulturelt betinget genre.”
Hvad ser du som folkemusikkens største kvalitet?
”At den giver mulighed for at formidle et musikalsk udtryk, der er betinget af egne rødder og udtrykke sig i et sprog, som man har unikke forudsætninger for at bruge. Dermed kan man komme tættere på et personligt udtryk – og det er jo det vigtigste.”
Hvad ser du som folkemusikkens største svaghed?
At nogen opfatter tradition som ukritisk fastholdelse. Det bryder jeg mig meget lidt om.
Fortæl om dit største øjeblik som musiker.
”Det er svært at pege på ét øjeblik. Jeg har spillet professionelt i 30 år og de 10 magiske sekunder, som jeg nævnte før, kommer jo heldigvis en gang i mellem. I sommer spillede jeg med Palle Mikkelborg – det var en kæmpe oplevelse at spille med et menneske, der er så fokuseret og har så meget “hul igennem” – og som er så dygtig en musiker.”
Hvilken kunstner lytter du mest til p.t.?
”Den absolut mest spillede plade i mit itunes de sidste par år er af de to islandske musikere Óskar Guðjónsson & Skúli Sverrisson – pladen hedder “Eftir Þögn”. Det er helt magisk. Helt simpelt, helt rent og uendelig smukt.”
Tænk nu på dit bedste instrument. Hvad er det for et? Hvor har du fået det fra? Hvorfor blev det lige det instrument? Hvad måtte du betale?
”Ubetinget min gamle King Silver Sonic Super 20 tenorsaxofon. Jeg har haft den længe og den er mit kæreste eje. Den har en fantastisk lyd og er superfed i mekanikken. Jeg købte den for 17 år siden. Det var en, som Hans hos A. Andersen havde fået ind. Det jeg havde spillet på den i ét sekund, vidste jeg at jeg ville købe den. Jeg tror, at jeg gav 10.000,- for den + en hovedreparation. Det var ikke dyrt. Den er meget mere værd i dag.”
Hvordan er du forstærket, når du spiller?
”Jeg bruger en DPA 4099 clips og et trådløst Shure-system. Nogengange bruger jeg en gammel Sehhneiser 441. Den lyder fedt på saxofon. Når jeg ikke spiller akustisk eller over PA, bruger jeg en AER-60 forstærker.”
Poul Lendal