Den netop afviklede Midtjysk Folkemusik Festival havde ”genfunden musik” som undertitel, og det gav flere interessante nyskabelser, hvis man kan sige det om noget musik, der tilsyneladende var gået i glemmebogen.

The Original Danish Polcalypso Orchestra stod for en af nyskabelserne, da bandets kapelmester Kazio Kierpaul for mere end 20 år siden hørte musik, som den blev spillet på de tidligere danske besiddelser, nemlig de tre vestindiske øer St. Croix, St. Jan og St. Thomas. Her kunne man høre rester af danske musik, som med tiden var smeltet sammen med den lokale calypso, og deraf navnet Polcalypso. Den dag i dag kan man opleve 4-500 mennesker danse kvadrille i Frederikssted på St. Croix med lokale orkestre, der sikkert uden at vide det spiller med en snert polka i deres musik.

Lørdag eftermiddag mødte ca. 100 mennesker op i Jysk Musik- og Teaterhus for at lytte til dansk folkemusik. Og mens Gudenåens iskolde vand løb forbi lige uden for vinduerne, hvorfra der var udsigt til hjuldamperen Hjejlen, der lå tildækket på land, indtog Skiftespor scenen.

Trioen bestående af violinisten og sangerinden Maja Kjær Jacobsen, Anni Petry på tværfløjte og Peter Eget på harmonika kunne præsenterer et repertoire med midtjysk musik fra et par genfundne nodebøger.

Det var Maja Kjær Jacobsen, der gjorde fundet af to nodebøger, nedskrevet i årene 1892 til 1897 af Kresten Jensen og Anders ”Topp” Andersen, i Engesvang Lokalhistoriske arkiv forrige år.

Skiftespor støvede de gamle melodier af og gav dem nyt liv, og de præsenterede såvel polka, ballader, vals, reels og hopsaer. Flere af melodierne havde deres eget tonesprog, og de fik nyt liv i Skiftespors både muntre og melankolske midtjyske, musikalske verden.

Formand for Festival-foreningen Søren Christensen var godt tilfreds med såvel det musikalske niveau som fremmødet ved festivalens arrangementer, der bygger på det lokale. Således er alle fem medlemmer i bestyrelsen aktive i hvert sit orkester, som også var på scenen i løbet af festivalen.

”Arrangementerne har været godt besøgt, og der har været tilfredshed hos både publikum og del-arrangørerne, som står for arrangementerne torsdag aften,” forklarer Søren Christensen og fortæller videre: ”Vi har haft et alsidigt program og temaet med den genfundne musik har været spændende. Lørdag aften havde vi folkrock med Strings and Skins på Rampelys med 61-årige Michael Wedgwood som frontfigur (han spillede i sine unge år med de engelske bands The Overlanders, Arthurs Mother og Caravan). Det var et spændende bekendtskab, men desværre svigtede publikum lidt. Men det har hvert år været svært at få fat i publikum lørdag aften. Ellers er det gået godt, og vi er godt tilfredse.”

 

http://midtjyskfolkemusikfestival.dk