Dette er et af Danmarks mest spektakulære orkestre. Ikke kun de farverige folkedragter, men også de store balalaikaer er et iøjnefaldende syn i en tid, hvor næsten alle andre orkestre foretrækker at optræde i hverdagstøj.
Jeg fik i sin tid lov til at overvære en øveaften i Værløse og kan oplyse, at også her går mange helt ind for sagen og er iklædt de flotte dragter, og orkestret kan også lide at nyde specielle østeuropæiske retter og lækkerier i pauserne. Ingen kan være i tvivl om, at det især er den sovjetiske kultur, der hyldes.
Det er også en helt særlig historie, der er baggrund for ensemblet. Det blev grundlagt i 1936 af den unge flygtning Evgeni Pavlovski (1912-1985) fra Sovjet, som kom til Danmark. Her fik han en anden flygtning, nemlig Storfyrstinde Olga (søster til zar Nikolaj III) som mæcen.
Pavlovski kunne huske et stort repertoire af gamle russiske folkesange og melodier, og han dannede sit balalaikaorkester. Det bestod primært af danske musikere, herunder Sundstrømfamilien, hvor nogle kan huske guitaristen Andy Sundstrøm, som i sin tid var akkompagnatør for Trille. Pavlovski sammensatte et repertoire bestående af russisk/sovjetisk oprindelse kombineret med numre hentet fra sigøjnermusikken og balkanmusikken. De særlige balalaikatoner suppleret med sang og nogle gange dans har vi kunnet nyde i mange år – om end mest i Østdanmark.
Orkestret blev sat på hold i længere tid af først corona-nedlukningerne og siden af den russiske invasion af Ukraine og de efterfølgende boykotter. Siden har orkestret fokuseret på Ukraine og henter nu repertoiret herfra med et særligt fokus på det ukrainske strengeinstrument Bandura, og koncerterne er formet som støttekoncerter til Ukraine.
Siden 2025 har orkestret været virksomt igen. Næste koncert finder sted d. 23. april, og til november kan man så fejre 90-års fødselsdag. DK4 har lige haft premiere på dokumentaren ”Pavlovskis Balalaikaorketser”, så der er igen god lejlighed til at nyde dette unikke og spektakulære ensemble. https://balalajka.dk/new/