En ny duo ser dagens lys – lejlighedsvist endda også som trio!
Den officielle debut for Walther og Sine bliver 3. februar 2018 på bryghuset Kongebryg i Næstved med opvarmning fra kl. 18.00, og så får det nye band deres debut som trio kl. 20.00.
Det er banjoeksperten Sine Bach Rüttel, kendt fra bl.a. Tobacco og Neighbours & Friends, og Flemming Walther-Andersen, som sidste år blev hædret med Årets Helge. Han har senere optrådt solo og sammen med De Andre Bonderøve og er stadig aktiv i Sorte Fugle. Duoen Walther og Sine vil lejlighedsvis blive til trio, når en anden kendt musiker fra Neighbours slutter sig til duoen. Det er multiinstrumentalisten Morten Husted, som foruden at være et kendt ansigt i Mariehaven også har spillet med i Støjberg.
Sine Bach Rüttel og Flemming Walther-Andersen mødtes under dette års Skagen Festival, og der opstod straks musikalske kemi, så de to musikere blev hurtigt enige om at de skulle finde på noget sammen. Flemming Walther-Andersen fortæller her til rootszone:
”Vi kommer primært til at spille som duo, og det bliver i første omgang hinandens sange, der kommer på sætlisten. Vi tager også på en lille forårs-turné med indtil videre tre koncerter på programmet, og så skal vi spille på Skagen Festival, men denne gang sammen”.
Den første koncert bliver på Walthers hjemmebane på Falster, hvor det bliver en huskoncert hos Peter Abrahamsen 22. marts. 26. marts tager Walther og Sine til Struer, hvor de spiller ved foreningen Folk 95’s koncertarrangement. Turen går så til Haslev Folk Club 6. april og så gælder det Skagen fra 5.- 8. juli.
”Jeg bor jo stadig på Falster, mens Sine bor på Fyn”, fortæller Walther videre: ” Årsagen til, at vores første koncert bliver på Kongebryg er, at jeg kender stedet og har fået lov at spille der før. Og det er et sted, hvor musikerne selv kan booke sig ind og selv stå for arrangementet. Der er altid fredagsbar med levende musik, og mange gange også koncerter om lørdagen”.
De to musikere har stået for en del udgivelser hver for sig. De kommer med hver deres baggrund og forskellig tilgang som sangskrivere, og der er der lagt op til, at deres personlige ligefremhed bliver drivkraften i duo/trioen.