Med en beklagelig forsinkelse skriver vi her mindeord om norske Lillebjørn Nilsen, som gik bort d. 27, januar, og det havde været tydeligt, at hans helbred ikke var det bedste i de sidste år. Med over 100.000 lyttere hver måned på Spotify havde Lillebjørn Nilsen (1950-2024) indskrevet sig solidt i den norske musikhistorie som en af landets mest elskede visesangere nogensinde.
Heldigvis nåede NRK og Mona Riise at lave en fremragende og meget rørende portrætudsendelse med Nilsen i 2022. Udsendelsen, der gennemgår hele hans karriere, lige fra han startede som en meget genert 15-årig, kan nydes på Youtube: https://tv.nrk.no/program/MKFO35000022
”I alle de år, jeg har været musiker, har jeg aldrig kunnet lide at blive interviewet”, tilstår han i starten af udsendelsen. Genertheden, grænsende til sceneskræk, var sjældent til at mærke for hans publikum, når han optrådte; måske bortset fra, at han ganske dramatisk kollapsede under en koncert med Gitarkameratene i 2013.
Medvirkende ved den lejlighed var en voldsom angst for en forestående kræftoperation, der heldigvis gik godt, og dertil hørende dulmende alkoholindtagelse. Vi, der har fulgt Lillebjørn Nilsen gennem årene, har heller ikke kunnet undgå at bemærke, at han stort set ikke har udgivet nyt materiale i de seneste 30 år.
Hans første soloplade kom i 1971, og han deltog dengang i de koncerter i Tuxens atelier i Skagen, som efterhånden udviklede sig til Skagen Visefestival. Jeg har selv haft den glæde at høre Gitarkameratene (Jan Eggum, Halvdan Sivertsen, Øystein Sunde og Lillebjørn Nilsen), på Skagen i starten af 1990´erne. Kvartetten eksisterede fra 1987 og blev først officielt og endegyldigt opløst ved Nilsens begravelse 9. februar i år.
I øvrigt oplevede jeg også Lillebjørn Nilsen sammen med hans store forbillede, Pete Seeger, på Tønder Festival 1990. Det var stort! Sammen sang de ”Oleanna” om nogle af de første norske indvandrere i USA:
https://www.bing.com/videos/riverview/relatedvideo?q=Pete+Seeger+og+Lillebj%c3%b8rn+Nilsen+Youtube&mid=54F125D04F1911395A0D54F125D04F1911395A0D&FORM=VIRE
Bjørn Falk Nilsen, som Lillebjørn egentlig hed, reddede som 14-årig en knækket guitar, som Oslo Brandvæsen havde placeret i en affaldsbunke. Guitaren blev flikket sammen, og Nilsens hjerte var solgt til instrumentet og til folkemusikken. Nilsen beherskede ud over guitaren bl.a. også mundharpe, harmonika, hardingfele og bouzouki.
Navnet ”Lillebjørn” kom sig af, at han i 1960´erne optrådte i duoen ”The Young Norwegians” (1966-1969) sammen med den noget højere Bjørn Morisse (1944-2006). Så her havde vi store og lille bjørn.
Den plade, der for mig står som Lillebjørn Nilsens bedste, kom helt tilbage i 1979 og hed ”Oslo 3”, opkaldt efter det postdistrikt, han boede i. Her var bl.a. hans oversættelse af Phil Ochs-sangen, ”Changes”, der på norsk hedder ”Forandring.” Med på pladen var også hittene ”Bysommer” og ”Stilleste Gutt på Sovesal 1”.
Mange af Lillebjørn Nilsens senere album har i høj grad indeholdt opsamlinger af de gamle succeser. I forbindelse med retssagen mod Anders Behring Breivik dukkede Lillebjørn Nilsens navn dog frem af glemslen. På Youngstorget, tæt på Oslo Tingsrett, sang han 26. april 2012 sammen med 40.000 andre sin oversættelse af Pete Seegers sang, ”The Rainbow Race”, der på norsk hedder ”Barn av Regnbuen” . Massemorderen Breivik havde nogle dage forinden trukket sangen frem som et eksempel på, hvordan norske børn, ifølge ham, hjernevaskes med ”marxistisk tankegang”.
Mairead Imlach, der er en central og meget omsorgsfuld person i NRK-filmen af Mona Riise, er Lillebjørn Nilsens fjerde kone. Ægteskabet blev indgået i 2018. Hun er datter af den skotske folkesanger Hamish Imlach (1940-1996). Mairead Imlach arbejdede sammen med andre på, at Lillebjørn Nilsen 10. juni 2022 fik det norske kongehus´ Sankt Olavs Orden og dermed blev udnævnt til ridder af 1. klasse. Tusindvis af
mennesker overværede overrækkelsen, siddende på en dejlig grøn plæne nær Lillebjørn Nilsens hjem ved Alexander Kiellands Plads.
Hvis jeg kort skal nævne, hvad det var, jeg elskede ved Lillebjørn Nilsens over 200 selvskrevne sange, så var det hans afdæmpede og lyriske beskrivelser af de steder og mennesker, han elskede. Lyt for eksempel til hans hyldest til Oslo, ”God Natt Oslo”, ”Vinterbrødre”, ”Alexander Kiellands Plats” eller hans toner til Rudolf Nilsens digt (1901-1929) ”Påske”.
Sangen ”Stilleste Gutt på Sovesal 1”, der er en af hans mest kendte, rummer en selvbiografisk og bittersød beskrivelse af hans ferieophold på en af folkeskolens kolonier i 1950´erne. På væggen i Lillebjørns hjem hang diplomet, der viste, at opholdet dengang nok havde været en blandet fornøjelse for børnene. Lillebjørn var udnævnt til det mest stille barn på sovesal 1.
Her er et par linjer fra «God natt Oslo»:
«Solen har for lengst gått ned bak Vestkanten et sted og
Langs fjorden seiler natten sakte inn
Den legger til ved havna og stryker gatelangs
Forkledd som en kjølig sønnavind
Min by, du ligger rastløs selv om dagen din er over.”
