Man var nødt til at forholde sig til Povl Dissing. Da han i midten af 1960´erne lagde jazzen til side – vistnok grundet et tanduheld, der forhindrede ham i at spille på sin kornet – og påbegyndte et duosamarbejde med Benny Holst, blev der da i den grad løftet nogle øjenbryn. De stærkt personlige og lettere bluestonede fortolkninger af folkelige danske sange fremstod umiddelbart som en uskøn modsætning, men efterhånden måtte flere erkende, at der var tale om en ganske unik syntese. Noget, der aldrig før var hørt i det stadig lidt snerpede danske musikreservat.
Pressefoto
Hans medvirken på pladen ”En aften i Folkeklubben” fra 1965 skulle efter sigende have pikeret selskabsdirektør Gustav Winckler, da han kom hjem fra ferie og erfarede udåden. Havde han nu været hjemme…!
Skribenten har alderen til at have hørt og set Povl Dissing dengang i sin vorden. Reaktionerne, da børnesangen ”Gi´ mig en hest, mor” tonede ud af højttaleren, forsvinder ikke bare i glemslens tåger. Jo, man var nødt til at forholde sig til dette særegne fænomen. Hvad fanden bilder han sig ind? Han måtte ind imellem have livvagter med på job til at skærme sig mod korporligheder.
Da Shel Silversteins tekster i Thøger Olesens danske oversættelser blev næste skridt, forstummede noget af forargelsen, men stadig bare noget. Først ”25 minutter endnu” og siden den fyrige intro ”For helvede da” til ”La´ mig blive noget”, efterfulgt af Beefeaters´ tungt gyngende rockakkompagnement. Det samarbejde gav flere udødeligheder. De fleste husker ”Den grimmeste mand i byen” – og stadig mange var ikke specielt uenige, men jo, sjov var den da. Senere havde Povl Dissing Burning Red Ivanhoe med i studiet til indspilningen af pladen ”6 Elefantskovcikadeviser” og derved vist, at han ikke uden videre kunne kategoriseres. Da havde han allerede lagt job og karriere som reklametegner fra sig.
Tænk om hans afvisning af at synge Benny Andersens ”Svantes viser” var blevet fastholdt. Det er slet ikke givet, at digteren havde fundet en anden til at synge viserne. De var jo skrevet med netop Povl Dissing i baghovedet. Tanken er ikke behagelig at tænke til ende. Det var den plade, der i 1973 ændrede hans status fra forkætret til folkeeje. Her var der i særlig grad tale om en unik og frugtbar syntese. Det var, som om, Povl Dissing & Benny Andersen blev den perfekte helhed. Et samarbejde, der fortsatte til det sidste og undervejs kastede adskilligt flere perler af sig.
Det vil føre for vidt her at fordybe sig i Povl Dissings utallige og meget forskellige projekter gennem de følgende mange år, og de fleste læsere vil givetvis også være bekendt med hovedparten. Han sang Bellman og indgik i samarbejder med bl.a. Peter Thorup, Fuzzy, Irene Becker, Palle Mikkelborg, norske Brazz Brothers, John Von Daler, Alberte Winding, Nanna og ikke mindst de seneste år med sønnerne Rasmus og Jonas samt først Asger Von Daler og siden Las Nissen. Desuden har han været aktiv med såvel film-, teater- som tv-arbejde.
P.A. Heiberg sagde med sin ”Indtogsvisen” fra 1790, at ”ordenener hænger man på idioter”. Man kan fortsat mene meget om disse underlige og lettere antikverede lovprisninger, men det må dog opfattes som et sværdslag fra de højeste gemakker, at Povl Dissing har modtaget Ridderkorset. Man kan mene lige så meget om kulturkanonen, men når nu parnasset har indført den, har det været umuligt at undgå medtagelsen afSvantes viser. Næppe hverken Povl Dissing eller Benny Andersen har følt sig mere ophøjede af den grund. Ingen af dem var til høj hat, myrter og vest.
Når skribenten sidder med denne nekrolog, kommer der nemt en følelse af uformåenhed og fornemmelsen af, at der mangler noget. Der er så meget at medtage, og ordene er fattige i forsøget på en beskrivelse af kunstneren og mennesket Povl Dissing. En rubricering af en kunstner, der åbent og nysgerrigt bevægede sig på tværs af genrer og udtryk, og som skabte noget unikt, hver gang han bevægede sig ud i noget nyt. Og som forenede det hele under én hat, kan kun ende med den eneste og selvfølgelige stilbetegnelse: Povl Dissing.
Han sang med hele kroppen og forkælede os grænseløst med både sit altomfattende nærvær og sin ganske særlige humor. Billedet står der stadig af ham komme tilbage på scenen efter endt optræden, tage hatten af og med sit runde blik mod publikum sige: Så har I altså selv været ude om det.
Da overtegnede for ikke så mange år siden endnu en gang engagerede ham til at optræde på Godtfolk Festivalen, var hans første ord, da jeg bød ham velkommen: Jeg troede ikke, du hoppede på den endnu en gang. Jeg fulgte op og replicerede: Nu er det også slut, Povl. De ord kom til at rumme ubehageligt meget mere end ment. Efter den triste faldulykke i Spanien for fem år siden, som ramte hørelsen, måtte han lægge op og lade musikverdenen leve videre uden ham. Vi, der var til stede i Tønder sidste efterår og så ham på scenen blive indlemmet som den første i folkemusikkens Hall of Fame, vil huske ham i sin rullestol recitere Benny Andersen. Dengang havde vi vist forestillet os, at der skulle gå længere tid, inden vi mistede ham.
Povl Dissing, og alt hvad han var, lever videre i Rasmus og Jonas Dissing, og de kan næppe lade være med på deres måde at videreføre arven – og så har vi jo stadig hele værket.
”En gang går solen sin runde uden mig” skrev Benny Andersen. Den runde gik en brændende hed sol over Povl Dissing 18. juli 2022. Kun de glemte er borte.
Æret være Povls minde.
