Mandag 24. august spiller Afenginn på Plænescenen, hvor alle Tivolis gratis koncerter er foregået i år. Det er min fornemmelse, at alle bands og solister har nydt at spille på denne større scene, som koncerterne har været flyttet til, fordi man der kan holde den fornødne afstand. Man er som musikere mere synlige her end på Orangeriet, der dog i sig selv er et meget hyggeligt sted med pænt mange (tætte) siddepladser – men altså ikke brugt i år. På Plænen nyder folk virkelig at sidde i liggestole eller på bænkene tæt på scenen. En stor del af publikum sidder pænt langt væk, og måske kan man derfor savne den intime stemning lidt. Men alle, jeg har set og hørt derinde, har givet den gas og åbenlyst nydt situationen.

Kim Nyberg

Afenginns storladne musik vil gøre sig godt på og fra den store scene, og man kan som vanligt godt forberede sig på en anderledes og stor musikalsk oplevelse, når Kim Nyberg og kompagni åbner op for deres unikke univers og tager publikum med på en rejse uden for tid og sted. Seneste og syvende album Klingra (2019) fik igen anmelderne til at kaste masser af stjerner efter bandet, og ordet mesterværk blev brugt mere end én gang. Det særegne og virtuose orkester er bestemt ikke uvant med stormende anmeldelser for deres passionerede og kompromisløse musik, som med Kim Nybergs ord skal få lytteren til at mærke efter og slukke for intellektet. Altså føle, ikke tænke.

Bandet med Nyberg på mandolin (og kompositioner), Rune Koefoed, trommer, Erik Olevik, bas, Niels Skovmand, violin, og Rasmus Krøyer, klarinet, har modtaget ikke mindre end otte Danish Music Awards, to Faroese Award, Carl Prisen, Dansk Musikerforbunds Live Pris, Kunstrådets Ung Elite-satsning og en stribe andre hædersbevisninger. De har turneret i koncertsale, klubber og på festivaler rundt omkring i verden. De er i sandhed noget for sig selv, og Afenginn har efterhånden 18 års erfaringer og kunstnerisk virke at gøre godt med. De gør det med styrke – som afenginn er det oldnordiske ord for, ligesom det også betyder beruselse. Næste mandag spiller Cody – det vender jeg tilbage til.