Den danske folkemusik har trange kår, når man sammenligner med forholdene på Shetland.

Den danske gruppe Zar var med på festivalen for fem år siden, og er glade for at være med igen.

Rootszone mødte de fem medlemmer, Sine Lahm Lauritsen, Rasmus Zeeberg, Andreas Tophøj, Steffan Søgaard Sørensen og Michael Graubæk på festivalen.

”Det er en af de bedste festivaler vi har været på. Den er meget intens. De lokale støtter godt op omkring arrangementet. Og det er helt specielt at de lokale kan være samme sted som musikerne, når de er færdige med at spille.”

”Der er også en forskel fra vores hjemland. Heroppe er der en stor interesse for musikken og der kommer folk til de koncerter der bliver lavet. Folk dukker op selv om man er i et forsamlingshus 20 kilometer ude på landet. Og de kommer fordi de har en interesse i det, og de synes det er fedt, og de synes det er spændende. Så det er et utroligt publikum at få, og det er fantastisk at kulturen og traditionerne lever. Det er en stor del af samfundet heroppe, og alle forsamlingshusene er indrettet og bygget efter der kan spilles musik. Bare det at komme op og mærke det flow, er luksus for os musikere, der går og tørster efter sådan noget i Danmark” fortæller medlemmerne af Zar.

”De er gode til at dyrke det selv, og de er rigtig gode til at få de unge frem. Når man tænker på at der kun er 22.000 indbyggere, og hvor mange fede bands og hvor mange vældig dygtige musikere der er her. Det er vanvittigt. De er også gode til at dyrke traditionerne, de gør noget ud af det og stolte af det, og de lader sig ikke bare overdynge af USA og England. De holder ved deres ting og det tror vi, holder gejsten ved lige,” fortæller Zar videre.

”Vi bor jo også privat heroppe, så det betyder, at man delagtiggør folk og involverer alle. Det kan da godt virke irriterende, at der godt nok er langt til den by man skal spille i, men det er godt nok vigtigt, da man så kommer ud til publikum. Vi blev for fem år siden sejlet ud til en lille ø, hvor der boede 73 mennesker. Og de kom alle 73 mennesker! Det var en meget speciel oplevelse, at de sørger for at alle kommer med.”

”Festivalen starter for os på båden i Aberdeen, fordi alle musikerne mødes her før afgangen, da man ikke kan være helt sikker på, at et eventuelt fly kan lande på Shetland. Det er også det, der er fedt ved folk-branchen rundt omkring i verden, da den er så social. Alle spiller med alle, og der er ikke nogen der føler sig hævet over de andre,” siger Zar og fortæller videre:

”Folk er simpelthen så søde heroppe, man kan mærke at det er noget de vil. Man har virkelig et nærværende publikum, og folk er vant til at høre folkemusik. Og det er kulturen de er interesseret i. Vi synger jo på dansk, og det betyder ikke noget, at de ikke kan forstå teksten. De vil gerne se og høre om kulturen fra Danmark, og de mærker stemningen, når man lige har fortalt lidt om, hvad sangen handler om. Så vi synes at denne festival og Tønderfestivalen er de bedste i verden. Tønder har et godt ry og har et stort navn i musikbranchen.”

”Det ville være dejligt, hvis man i Danmark kunne få lidt af den internationale kulturdyrkning og stemning som man har her, og opfordre folk til at komme og opleve det selv,” slutter medlemmerne af Zar inden de skal på scenen.