Annette Prehn og Kristian Bisgaard inviterede os lørdag aften i Viseteltet til en syng-med-begivenhed i Jeppe Aakjærs navn. Annette Prehn, der egentlig er videnskabsformidler med speciale i hjerneforskning, havde seks gange været på studieophold på Jeppe Aakjærs (1866 – 1930) gård Jenle i Salling for at grave i arkiverne. Her havde hun fundet hidtil oversete skrifter og lyriske passager frem, på baggrund af hvilke hun havde foretaget det, hun selv kaldte en”op-cycling” af den gamle poet. Det var blevet til en bog og et helt sanghæfte fyldt med smukke sange, frit efter Aakjær, men helt i hans ånd. Kristian Bisgaard havde efterfølgende sørget for gode melodier til ordene, af hvilke flere godt kan gå hen og blive nye klassikere.
“På gådejagt efter Jeppe Aakjærs usungne sange” hedder bogen, der fortæller om projektet. Den er udgivet af Gyldendal og er siden efterfulgt af en bog med noder og sangtekster. Vi sang alle med på sangene lørdag aften i Viseteltet og fik i tilgift lært en ny, sjov sang – en moderne version af ”Jens Vejmand”, skrevet af Prehn. Sangen handlede om den fiktive, men tidstypiske Jens Blegmand, der henslæber sine vågne timer bag computerskærmen.
Man kan diskutere, om lørdag aften var det bedste tidspunkt for præsentationen af et historiegravende og lidt akademisk sangprojekt, men ingen tvivl om, at vores to musikere og sangere på scenen har skabt en ny og frisk måde at støve de gamle poeter af på. En måde, der respekterer de gamles ånd og intentioner.
Før Aakjæraftenen havde alle, der havde sikret sig spisebilletter, mulighed for at smage endnu en vellykket og velkrydret vegansk ret! Tak til det dygtige køkkenhold, der kan trylle med kikærter og broccoli, så man glemmer alt om længslen efter køer, grise og kyllinger! Også stor tak til ham, der med høj og kraftfuld stemme pænt og høfligt gik rundt og spurgte, om ejeren af et bestemt bilnummer eventuelt kunne parkere et andet sted, så vejen til køkkenet kunne holdes fri, og som efterfølgende bekendtgjorde, at NU var bilen væk.
Umiddelbart efter aftensmaden havde der lørdag aften været en sangcirkel i det hyggelige Bålhus med det flotte trægulv, kyndigt ledet af MC Hansen. Bag forbogstaverne MC gemmer sig fornavnene Mads Christen. Alle, der havde mod og lyst, kunne siddende i indercirklen bidrage med en sang eller et digt. Alle vi i de ydre cirkler kunne taknemligt tage imod og nyde. Vi hørte adskillige dejlige sange fremført til ledsagelse af klaver, mandolin, kontrabas, harmonika – og selvfølgelig guitar.
Lørdag middag kunne man desuden høre Trilleband med de tre gamle drenge Ole Fich, Øyvind Ougaard og Mads Vinding og sangeren Mette Marckmann, som i den grad revitaliserer Trilles stærke, poetiske sange og melodier. Jeg savnede ”Næsten som at finde rav”, mens ellers var de der stort set alle sammen. Tårevædende smukt.
Viseteltet lagde efter Trilles sange hus til et lidt kryptisk udseende arrangement ved navn ”Samtale”. Navnet dækkede over det vigtige og slet ikke kryptiske emne: ”Mødre/familiens vilkår i professionel folkemusik”. I panelet var bl.a. politiker Zenia Stampe og flere komponister og musikere. Det blev en relevant og vigtig diskussion.
Det er umuligt at nævne alt, hvad der foregik de fire dejlige dage i Præstø. Det meste var, traditionen tro, dansk og nordisk, men også den skotske gruppe Dàimh deltog i år samt flere med mellemøstlig baggrund. Der er en minimal scenekant mellem de udøvende og de menige deltagende. MoPF er en festival i øjenhøjde, hvor alle kan finde en plads. Alle dage kunne man være med sin stemme, sine dansetrin eller sit instrument i de mange buskspilsgrupper, som gæstfrit tog imod og lærte fra sig. Og ikke mindst var det dejligt at se de mange unge, der med afsæt i påskekurser omkring Fod og Rod fører folkemusiktraditionen videre.
Søren og Anne Grete og deres mange hjælpere skaber i den grad liv på Tappernøjeegnen, og du kan også være med. Der er også næste år – og mange følgende år – brug for frivillige, der mod otte timers arbejde kan erhverve sig et partout-armbånd til hele festivalen.
