For 14. gang, fra 4. til 7. august, inviterer Anne Grete Kamilles og Søren Korshøj os til en forlænget weekend i den danske sensommer i Gøngeland i den nordiske folkemusiks tegn. Her er, som de skriver i programmet, plads til at lytte, spille, synge, danse, kysse, kigge på stjerner, beundre morilden, spise god mad, gå med bare tæer i græsset. Til at møde nye og gamle venner, og til at opleve musikken sammen!

Programmet bugner af gode tilbud: https://www.mopf.dk/wp-content/uploads/2022/04/MoPF-program-2022.pdf

Søren Korshøj

Masser af gode navne og talrige lytteoplevelser venter, og Musik over Præstø Fjord er også stedet, hvor man er tæt på musikken, musikerne og på hinanden. Så noder til samspil kan downloades, og hvis du har et instrument, bør du ubetinget tage det med. Hvis du oven i købet er sang- og danseglad, så er MoPF det helt rigtige sted.

Programmet byder bl.a. på: Dans i Danseladen til Carl Nielsens Folk Band, OPTUR med bl.a. Søren Korshøj, Christian Søgaards Trio feat. Ulf Fleicher, Suistamon Sähkö (FI), Hans og Rasmus Kjorstad (NO). I Viseteltet kan vi lytte til Paivi Hirvonen (FI), Vassvik (NO), Solsort og Symbio (SE). På Cafescenen spiller Irish Millie og Murray Shadgett (CA). Jørgensen & Sørensen spiller til natbal fredag nat, og fredag formiddag er der SPOT-koncerter, lørdag formiddag danseopvisning med finske dansere samt en samtale om uddannelse og dans i Norden.

For mig personligt slås den magiske atmosfære for alvor an, når Søren Korshøj fredag eftermiddag slår på guitaren til den stemningsfulde flerstemmige velkomstsang. Når Fløjte-Henning og mange andre jammer i buskene, så man bare har lyst til at blive stående hele natten og lytte med. Når gæstfrie Gitte byder velkommen på sin lille campingplads, der ligger i gåafstand fra festivalpladsen. Eller når unge mennesker fra Fod og Rod fyrer den af på virtuos vis rundt om på pladsen.

Børn får gratis entre og unge halv pris. En festivalbillet for alle dagene kan fås for 800 kr, og man kan også vælge at købe sig ind på de enkelte dage – alt til yderst rimelige priser, ligesom måltiderne.
Kort sagt: Vi ses i Nørre Smidstrup ved Præstø Fjord!

Øverste foto: Søren Søgaards Trio

Velkommen til MoPF – Musik over Præstø Fjord