Torsdag aften d. 21. juni lægger Råhuset på Onkel Dannys Plads i Københavnscene til en koncert med svenske og danske musikere, og det sker som et led i at fremhæve og udveksle musikalsk kulturliv i Københavns- og Malmøregionen. Første koncert var i Malmø for få dage siden. De to koncerter er støttet af Svensk-dansk Kulturfond.
Jacob Speake, Stories from Gem, Where Seas Collide, Sorgenfri samt Sabina Chantouria (øverste foto), Sonja Skibdahl medvirker. De to sidstnævnte er foruden Jenny Johansson arrangører af eventen. De tre kvinder, der i 2017 etablerede Femmuza med formålet at sætte fokus på ligestilling blandt independent musikere og musikalsk mangfoldighed, arrangerer koncerterne for at fremhæve og markere flere musikere omkring Øresund og dermed også styrke kontakten mellem daske og svenske musikere.
Femmuza arbejder, meget aktuelt i øvrigt, for en mere ligestillet musikscene og kreativ miljøer med ’gør-det-selv-ånd’, siger de tre. Sabina Chantouria er svensk-georgisk singer-songwriter med fin fremgang i karrieren, og hun arbejder bl.a. en del i sin fars hjemland Georgien. Jenny Johansson synger med bandet Stories from Gem, og Sonja Skibdahl med Sorgenfri – et Malmø-baseret band, hvor også Daniel Pecovnik og Vidar Liljekvist medvirker.
Jacob Speake er er kendt i musikmiljøet som både singer-songwriter, underviser og booker, og han står for bl.a. musik i Kulturhuset Islands Brygge og i Tjilipop. Where Seas Collide er en indie-folkduo med base i København. Duoen er danske Nanna-Karina Schleimann og Susanne van den Heuvel fra Holland. Deres to stemmer smelter smukt sammen i deres harmonier, og de spiller hhv. guitar, ukulele og bruger loop-station. Man kan glæde sig til fine sange og stemmer fra begge køn og begge sider af Øresund torsdag aften i Råhuset, der jo præsenterer singer-songwriters hver eneste søndag. Ligesom årets Songwriters Festival afholdes på Onkel Dannys Plads om et par måneder – og det for 10. gang.