Verdens største folkemusikfestival bliver den kaldt. Hos et folk, der elsker store armbevægelser kan man måske tvivle, men målt i scener (14 forskellige) i gæster (80.000) eller på budget (75 millioner kr.) kan der være noget om snakken.
En kort forhistorie: Én af de store legender i USA’s musikhistorie Doc Watson optrådte i 1980’erne med sønnen Merle Watson indtil dennes tragiske død. Kollegaer og venner startede en slags mindekoncert i 1988. Det udviklede sig til MerleFest, som hurtigt tiltrak mange musikere og gæster, der især dyrkede den nyere rootsmusik.
Wilkesboro er en lille flække i North Carolina. Det er ikke kun Watson-familens hjemegn, men også bluegrass- og old-time-musikkens højborg. Universitet og campusområdet danner en smuk ramme om hele festivalen. I 4 dage er det omdannet til en folkemusikby med store og små scener, restauranter, caféer, butikker, udstillinger, koncertsale, foredragslokaler, workshopområder, dansehaller og meget mere. De hele er tydelig velarrangeret og velafviklet. Ikke noget med separate koncertbilletter og lange køer, men en billig entre og adgang til aktiviteterne overalt.
Og aldrig har jeg set så mange instrumenter og så mange at spille med. Overalt er der åbne jamsessions, amatørscener og masser af gæstemusikere på scenerne. Blandt musikere har festivalen en så stor betydning, at de på forhånd afsætter hele weekenden, bare for ikke at gå glip af festen og for at få nyt musikalsk input.
Elvis Costello fandt f. eks. sit nuværende band Sugarcanes her. Little Feat optrådte med bl.a. Sam Bush. Steve Martin (Jo, ham komikeren og skuespilleren) havde fundet musikere, der deler hans interesse for old-time musikken. Doc Watson optrådte i både små og store ensembler. Ligesom John Hammond, Taj Mahal, Peter Rowan, Tony Rice…osv. Det bliver for omfattende bare at nævne de optrædende solister og orkestre. Dog skal det nævnes, at alle artister optrådte på flere tidspunkter, og så smart tilrettelagt, at man faktisk næsten kunne nå at se de fleste. Og så skal bl.a. Danmarksaktuelle The Duhks og Hot Rize anbefales.
Rock, singer-songwriter, country, cajun, verdenmusik var repræsenteret. Der var ikke meget europæisk folkemusik, hvorimod bluegrass-musikken dominerede; og ikke overraskende vakte navne som Sam Bush Band, Rhonda Vincent & The Rage og Travellin’ McCourys stor begejstring. Orkestre, der musikalsk er en moderne udgave af både bluegrass og countrymusik.
Er man til den helt traditionelle folkemusik, er der mange andre festivaler på disse kanter, men på MerleFest er lysten til at udvide de musikalske rammer dominerende. Trommer, percussion, harmonika (både træk og blæs), el-bas, lap-steel-guitar og andre elektriske instrumenter bliver ivrigt benyttet.
Selv om vi er i bibelbæltet, og selv om festivalen er familievenlig, så er der åbenbart ingen regler, der forbyder at skeje ud og feste igennem. De mange pæne koncerter i løbet af dagen, blev ved mørkets frembrud forvandlet til rockfestivalstemning. Især de mange unge gæster var en ny og positiv oplevelse, som jeg håber, vil brede sig til Europa. Endelig håber jeg også, at udvekslingen af europæisk og nordamerikansk roots livemusik vil øge i den kommende tid, så mange andre kan få del i glæden.
MerleFest foregik i North Carolina d. 28.-30 april og 1 maj
Claus Hellgren Larsen
