Det fortalte guitarist og sanger m.m. Adine Fliid efterfølgende til rootszone.dk i forbindelse med udgivelsen af det nye album Himla, som trioen af samme navn udgav i februar og Allan E. Petersen anmeldte for få dage siden her på siden. Han sendte de yderligere spørgsmål til Fliid, der nu har sendt os de grundige og spændende svar tilbage.
”At skrive sange på dansk og norsk betyder, for mig, at jeg bruger to sider af mig selv – og igennem de to sprog får jeg adgang til to sider af mit hele hjerte. Jeg kan lide at kalde både norsk og dansk for mit hjertesprog. Jeg kan herigennem udtrykke det, jeg føler, og give den måde, jeg er i verden på, ord og melodi. Noget jeg har observeret, når jeg skriver lyrik på norsk er, at min kærlighed til naturen får en central plads i tekstuniverset”.
”Min mor er fra Telemark i Norge, et fylke eller amt fuldt af store skove og fjelde. Igennem hele mit liv har jeg søgt naturen, forsvundet alene ud i fyrreskovene, bevæget mig op på højfjeldet og siddet i en båd og lyttede til det skvulpende vand. I mit tekstunivers snakker den ydre natur med den indre natur, og her bliver sangene primært skrevet på norsk, som det særligt kan høres i nummeret “Flo og Fjære”.
”Det danske sprog er mit hverdagssprog, og jeg holder af den enkle og hverdagsagtige form, hvor man gerne må synge om at “have en stol, et bord og et klaver”. Magien sker, når hverdagssprog og de mere overfladiske fysiske beskrivelser suppleres op eller bliver til billedsprog og symbolik. Jeg tænker om mine sangtekster, at de både udspringer af et drømmende univers, af hverdagens tanker og refleksioner med mig selv, siger Adine Fliid.
”Kort fortalt så er det egentlig bare mig, der reflekterer og tænker højt med mig selv, når jeg skriver lyrik. Derfor bliver mine sangtekster også ofte til i nuet gennem improvisation. Så en eksistentiel, drømmende eftertænksomhed og refleksion beskriver mine teksters udspring meget godt. En auditiv dagbog eller fingeraftryk, om man vil”.
Den dansk-norske musiker fortæller også, at hun altid har skrevet sange, og i 2016 stod hun med et arsenal af sange, som hun selv fremførte og akkompagnerede på guitar: ”Jeg havde dog lyst til at give mine sange nyt liv og fik dén ide, at jeg ville starte en ny konstellation, som tog udgangspunkt i mine sange. At skabe et mere traditionelt band med bas, trommer og guitar kaldte ikke på mig. Men lyden af harper, celloer, klarinetter og strygere begyndte at snige sig ind, når jeg spillede sangene med mig selv”
”Jeg tog derfor kontakt til Oda Dyrnes efter at have hørt hende til en lille intimkoncert i et kolonihavehus i 2017. Jeg kunne godt lide, at Oda eksperimenterede med forskellige lyde på celloen. Jeg forestillede mig hende “gå på opdagelse” i celloens lydunivers, og at det ville passe godt til min musik. Vi arbejdede sammen i et års tid, inden vores veje krydsede Siri Iversen, som vi tog kontakt til efter en anbefaling. Jeg forelskede mig straks i Siris basklarinet, som kunne skabe så meget sanselighed, følsomhed og stemning i melodier”
Så bandet bestod nu af vokal, cello og klarinet og til tider guitar: ”Med vores tre forskellige baggrunde inden for rytmisk, klassisk og folkemusik gik vi på opdagelse i, hvordan lyden af Himla egentlig var, og hvordan sangene skulle fremføres med vores alternative instrumentbesætning. Når jeg lytter til vores musik i dag, mærker jeg, at det er det organiske og det levende, det opfindsomme og skæve, det drømmende og eventyrlige, som vi har sat lyd til i sangene. Sanserne bliver vakt, og vores akustiske lyd lader publikum komme helt tæt på musikken”, afslutter hun denne fint beskrevne indføring i sin og Himlas musik
