For næsten nøjagtig to år siden skrev jeg begejstret om Rasmus Lyberths julekoncert i Christians Kirken, KBH; hvor han spillede for 22. gang i træk med sit superbe band. Lige så magisk og vidunderlig en oplevelse var det, da han og bandet spillede i Amager Bio d. 13. december som led i en turné, som han lige nåede at gennemføre inden endnu en nedlukning af spillestederne. Men en decideret afskedsturné, som det ellers er blevet publiceret, er der alligevel ikke tale om. I al fald betroede Rasmus Lyberth mig inden koncerten, at det ikke pt.er aktuelt.
Og absolut intet ved koncerten påviser nogen som helst grund til ikke at fortsætte i det tempo, han nu måtte have lyst til. Hans stemme stod stærkt og fuld af både power og følelser i Amager Bio. Vi fik godt og vel 15 sange, de fleste på grønlandsk, et par stykker på dansk og en smule engelsk. Den nyeste havde han skrevet til sin yngste søns nylige bryllup, hvor han ønskede ham ”Have a happy life”, og ellers var der mange sange, jeg har hørt tidligere, men ikke som sådan husker titlerne på. De er jo ikke så mundrette for andre end folk, der taler grønlandsk, men formodentlig var der en del fra den CD, som var helt ny, da jeg hørte ham i kirken for to år siden. Dens titel er Inuunerup oqarfigaanga. På danske: Livet skal leves på ny.
Holdet på scenen var Kristoffer Jul på tangenter, Alain Apaloo på elguitar, Ayi Solomon på percussion med godt knald på, Ulrik Skytte Andersen på bas, Mia Engsager på trombone og Karina Møller, kor. Desværre var violinist Jane Clarke syg – hun er ellers ofte en smuk del af Lyberths lydbillede. Alle kender de hans sange så godt og er så drevne musikere, at det hele bliver en symbiose af overskud og intensitet.
Rasmus Lyberths stadig store stemme er helt unik, fyldt med både krop og sjæl og hjerte. Og grønlandsk er et virkelig flot sangsprog, som suger lytteren ind og åbner op for eventyret. Man behøver ikke forstå ordene, men er alligevel med inde i følelserne, sangenes univers og i hans udtryksfulde stemme.
Salen var fyldt med mennesker, der ved, hvad de kommer efter igen og igen. Rasmus talte om, at han var ked af ikke at spille i Christians Kirken, men det føltes, som om han alligevel syntes vældig godt om Amager Bio, Lyden var da også ’spot on’. Alle var glade – på scenen og på publikumspladserne, kunne man tydeligt høre på klapsalverne. ”Det er sødt af jer”, sagde han som så ofte før”. Vi skal bare hygge os”, sagde han også, og det gjorde vi, men på en næsten højtidelige og henreven måde. ”Jeg synger lige en lille sang”, har han også tit sagt ved sine koncerter – men han synger jo store sange.
”Jeg kan ikke skrive så mange sange som før, især ikke tekster”, fortalte han og mente vist, at klimaforandringerne fortjener én, for ”jeg har dårlig samvittighed over, at vi gamle har gjort ved det”. Han fyldte 70 år i august og mindede os om, at ”livet skal leves, mens vi kan. For det er kun her (på kloden), vi kan. Ikke i havet, ikke i himlen, men her! Han sluttede med at sige tak til sin mangeårige manager Marianne Jul, der selvfølgelig var med i salen.
