Rufus Wainwright er én af vor tids store musikalske begavelser. Især som vokalist, men også som komponist og pianist er han ganske unik, og han har en produktiv og prisbelønnet karriere. Han har imidlertid brugt sit musiktalent til meget andet end noget ,der minder om rootsmusik – indtil nu.
Selv om han som teenager lærte den traditionelle folkemusik at kende via sin mor Kate McGarrigle og sin far Loudon Wainwright, så har hans solo-musikprojekter omfattet: Klassisk musik, alternativ pop, kabaret, Judy Garland-fortolkninger og meget mere, og han har således mere opnået en rolle som seriøs crooner. Han optræder på de helt store internationale koncertscener og ofte med store orkestre og kor.
R.W bliver 50 år d. 22. juli, og i marts annoncerede han, at titlen på hans nye album ville blive Folkocracy og kunne tilføje ”Dette album er næsten som en indspillet fødselsdagsfest og en fødselsdagsgave til mig selv. Jeg inviterede bare de sangere, som jeg beundrer stort og altid gerne har villet synge med”.
Derfor er det ikke americana-kendisser, der deltager, men disse sangere: Brandi Carlile, Anohni, Chain Tannenbaum, David Byrne, Sheryl Crow, John Legend, Chaka Khan, Susanna Hoffs, Chris Stills, Madison Cunningham, Nicole Scherzinger samt nogle af Rufus Wainwrights familiemedlemmer: Anne McGarrigle, Martha Wainwright og Lucy Wainwright Roche. (Måske bemærkelsesværdigt af far Loudon Wainwright ikke deltager?). Titlen ”Folkocracy” kunne associere til folkemusik og idiosynkrasi, men er ifølge ham selv en betegnelse for hans folk-aristokratiske familie.
I stedet for nyskrevne americana-sange består albummets materiale af ældre traditionelle folkesange som ”Down in the Willow Garden”, ”Wild Mountain Thyme” og ”Cotton-Eyed Joe” og vuggesangen ”Hush Little Baby”. Hippie-hymnen ”Twelve-Thirty (Young Girls Are Coming to the Canyon)” og Neil Youngs ”Harvest” repræsenterer de tidlige 1970’ere. Nogle af disse sange er omarrangerede, andre er holdt tæt på originalerne. Endelig er der enkelte nyere sange, men det er et tilbageskuende repertoire, der udgør Folkocracy.
Hele albummet er en begivenhed, som bør vække opsigt langt uden for rootskredse. For R.W. måske nok bare et musikalsk frikvarter, før han fortsætter sin seriøse musikkarriere. Selvom han deler vokaler og harmonier med andre verdensstjerner, så er det en nydelse at høre hans vokalpræstationer. Enhver, der studerer sangteknik, kan lære alt her: Klang, vejrtrækning, intonation, vibrato og følelsesmæssige udtryk er i mesterklasse.
