Oklahoma har leveret sin del af americana-musikere til vores alles glæde: Woody Guthrie, Vince Gill, Merle Haggard, Blake Shelton, Reba McEntire, Toby Keith og mange flere. Og vi skal nu tilføje Ken Pomeroy til listen af ’Okie’-musikere.

En af hendes sange blev for nogle år siden brugt som baggrundsmusik i en film. Den fangede manges opmærksomhed, og man fandt frem til, at det var en dengang ukendt teenager, som havde lavet sangen. Ken Pomeroy er hendes navn, og hun er opvokset i Moore som cherokee.

Efter den lidt uventede interesse fik hun herefter lavet nogle flere singler og i 2021 et debutalbum ”Christmas Light In April”, før hun fik en aftale med det lille Rounder Records. For nylig udkom ”Cruel World”, som blev hendes gennembrud ikke kun i Oklahoma, men i resten af USA, og efterhånden er store dele af resten af verden begyndt at lytte til hende – og med god grund.

Pomeroy formår nemlig at kombinere moderne folk og roots på en succesfuld formel. ”Cruel World”-albummet er spækket med selvreflektioner og dristige fortællinger, som griber enhver med bare den mindste sans for kvalitet. Det er mest korte sange på to-tre minutter, hvor kedelige introer og outroer er udeladt, men som straks er koncentrerede og stemningsskabende vignetter. Sangene er fyldt med tekstbilleder, der skifter og skiller sig ud, så de enkelte sange bliver distinkte og bedre kan huskes, men som alligevel udgør en helhed på de 37 minutter, som spilletiden på albummet udgør.

Pomeroys vokal er intensiv ikke-anstrengt skønsang, men beroligende og helende ikke ulig f.eks. Kacey Musgrave. Der er en enkelt smuk duet, der kunne lyde som duoen Watchhouse. Titelnummeret og især ”Coyote” med John Moreland (endnu en musiker fra Oklahoma) er musikalske perler. Hendes sange er suppleret med en meget smagfuld, afdæmpet og varieret musikalsk backing af Kyle Reids akustisk guitar og en sonisk svævende pedalsteelguitar.

Hun har lige medvirket i en film som skuespiller, og hun er begyndt at optræde på store TV—shows. Selv om hun fortjener at ride på den succesbølge, som hun er på i øjeblikket, så kan man frygte, at hendes talent vil blive udnyttet af store internationale selskaber, ligesom mange andre musikere har oplevet.

Mens jeg nærlyttede til Ken Pomeroys musik, kom nyheden om at hun skal optræde på Tønder Festival 2026, Det bliver spændende, at vi nu kan opleve dette nye navn på dansk grund. https://kenpomeroymusic.com/ https://tf.dk/kunstner/ken-pomeroy-usa