Lad mig fortælle historien forfra: Den 23-årige chauffør Jan Leif Christensen fra Lyngby har i 1972 lært sig de grundlæggende akkorder på guitar – nok til, at han har lavet en række engelsksprogede sange inspireret af især Bob Dylan, Donovan og Leonard Cohen. Hans følsomme sind, forvirrede tanker og usikre holdninger kredser om våbenkapløb, om byture, om kærester han har mødt, ja såmænd også om Annisette fra Savage Rose.
I sin fritid hænger han bl.a. ud ved et særligt træ i området, hvor han bedst bliver inspireret. Her er der ingen, der hører ham, og det er der heller ikke andre steder, da han forsøger at optræde. På denne måde deler han skæbne med hundredvis af andre unge, håbefulde folkesangere rundt om i landet, som vi aldrig hører mere til.
Derfor kunne historien sagtens slutte her, men han udviser lige lidt mere initiativ end mange andre. Sammen med vennen Kim Seier låner de noget primitivt optageudstyr og bruger deres beskedne sparepenge på selv at få indspillet og trykt en LP, som de udsender i 200 eksemplarer. Jan Leif Christensen beslutter at benytte kunstnernavnet Jan Leef, men lige meget hjælper det, pladerne bliver nærmest kun solgt til venner og familie.
Endnu en gang kunne historien slutte, men nej, visse historier er for gode til at slutte. I 2021 lykkedes det nogle pladesamlere at opspore et eksemplar af LP’en. Den er i mellemtiden blevet én af de dyreste plader med dansk musik og handles for knap 5.000 kr. Disse samlere bliver meget fascineret af musikken og beslutter at opspore Jan Leef med henblik på at genoptrykke LP’en.
De ejer nemlig det lille pladeselskab Orpheus Records og synes, at flere andre skal kunne få glæde af den. Leef er stadig i live og stiller optagelserne og lidt ’pressemateriale’ til rådighed bestående af et par fotos samt en artikel fra 1972 i lokalavisen.
Nu er LP’en så lige genudgivet og tak for det, nu kan vi alle høre den. Den er et stykke unik, dansk loner-folk. De primitive indspilninger står forbavsende friske, og Leefs elementære sang, guitar, mundharpe og klaverspil passer godt til de føromtalte tekstemner. Desuden er der faktisk nogle gode melodier, og musikken har overlevet de 60 år rigtig fint. Titelsangen er blevet næsten profetisk. Leef har overlevet, hans plade har overlevet, og hvem ved, måske har denne historie om Jan Leif Christensen oven i købet flere kapitler?
