Her er noget så sjældent som en LP. Det vil sige: De bliver jo stadig hyppigere, og selv om mange ikke længere har en grammofon, så er der jo også efterhånden en del, som ikke har en cd-spiller. Markedet må være begrænset, men trods mange kræfter bag LP’ens fysiske udseende, f.eks. et sindrigt omslag og en helt hvid skive med blå og rød midte, findes den også på Spotify.

En LP rejser forventninger om fine klange og lyde, som præsenterer sig med det særlige ærinde at skulle lyttes til. Stor var derfor denne anmelders forbavselse over at lægge øre til et uskønt musikalsk produkt, der kun knap har folkemusikalske rødder, og som synes at vælde direkte ud af det norske grundfjeld.

Musikken fremstår lejlighedsvis melodisk, velklingende og sammenspillet. Det gælder skæring 5 og 6 på B-siden. Bortset herfra er lydbilledet på de fleste skæringer formløst, fabulerende, pulserende og dissonant. Ind imellem insisterende, undertiden søgende – men aldrig smukt.

Helga Myhr er en anset hardingfelespiller og sanger med rødder i traditionel musik fra Hallingdal og med erfaring fra mange ensembler, som tilmed har opnået Grammy Awards. Med hende som hovednavn medvirker på denne LP desuden Adrian Fiskum Myhr, kontrabas; Malin Alander, sang; Rasmus Kjorstad, strygeinstrumenter, norsk citer og jødeharpe; og Michaela Antalová, percussion og pilefløjter/seljefløjter. Det skinner igennem, at de alle har styr på deres sangstemmer og instrumenter.

Musikken er komponeret til Osa Festivalen i 2020. Osa er ikke et sted, men betyder egentlig Open Source Art, og Open Source betyder i denne sammenhæng ’software tools that are freely available without a commercial license’. Festivalens formål er ‘artistic narrative experiments using open-source tools’. Det synes at være møntet på digitale værktøjer, og egentlig ikke – som her – et 100% akustisk produkt.

”Andsyning” er virkelig et moderne, narrativt eksperiment, som efterlader et markant aftryk … ikke af venlige folk og musik, men af rå klippe og natur.