Bortset fra corona-nedlukningerne har texaneren Courtney Marie Andrews flittigt turneret i Nordeuropa og ofte givet koncerter i Danmark. Her har jeg benyttet mig af muligheden for at følge hendes musik igennem de seneste ni år, og hun er heldigvis i et spændende udviklingsforløb startende som genert folkesangerinde til nu at være international stjerne.
Bare nuancerne i hendes vokal. Hun kan stadig lyde som en lille introvert pige, men hun har udviklet sine sangteknikker og sit register, så hun nu også kan synge igennem og lyde som en crooner. På flere af nærværende sange har hun samme kvaliteter, som de største pop- og rocksangerinder. Ja, hun kan i visse passager ramme samme klang og stil som for eksempel Linda Ronstadt.
Som om dette ikke var nok, så er hun også en dygtig poet. Foruden at skrive sine egne tekster, så har hun udgivet flere digtsamlinger. Temaerne på nærværende sange kredser om parforhold, frihed og eksistentialismeo g er yderst velformulerede. Om det er romantisk eller ydmyg kærlighed som i ”Only The Best For Baby” eller bare et godt venskab i ”Best Friends”, så er resultatet vedkommende sange. Og Valentine-timingen er jo perfekt.
På flere af de storladne sange og arrangementer lyder akkompagnementet som et stort orkester, men på magisk vis formår de med hjælp fra elektroniske instrumenter at lyde sådan, vel at mærke uden at lyde syntetisk. ’De’ er foruden Andrews på guitarer, keyboards, fløjter m.m., Chris Bear på trommer og percussion og ikke mindst co-producer Jerry Bernhardt på bas og diverse talrige keyboards.
Andrews har længe været en kunstner, der udfordrer sig selv og hele tiden formår at finde nye veje for americana-musikken. Hendes nye udspil er også hendes største præstation og smukkeste album til dato.
Næste koncert med Courtney Marie Andrews i Danmark er sat til d. 15. marts i Hotel Cecil, Kbh.