Hvis du ikke tidligere har hørt Thorbjørn Risagers stemme, så skulle du unde dig selv det. Han har en kraftig, rå og alligevel varm stemme og lyder som en international stjerne.  Alt tyder også på, at han er godt på vej til at blive netop det.

Han fortalte, hvorledes hans far havde spillet en plade med B.B. King, som havde ændret den helt unge Risagers fremtid. Der er da også mange tydelige King-referencer i Risagers bluesmusik, men i stedet for  bare at efterligne andre bluesmusikere, er det lykkes Risager at finde sin personlige stil med egne sange.

Det beviste han på aftenens koncert i et velbesøgt Stars. Sammen med de velklædte Sorte Tornadoer fik vi to sæt med saftig og gyngende blues. Repertoiret var sammensat at hans bagkatalog, et par enkelte covernumre samt nogle nye sange, som bandet er ved at indspille til et kommende album.

Koncerten kostede en knækket hals på hans guitar, men der skal nok mere til at stoppe Risager, som resten af året har et tæt koncertprogram både herhjemme og udlandet.