Zenobia har i år taget hul på et nyt tema med jul/vinter som omdrejningspunkt. Trioen har altid været kendt for at skifte repertoire med årstiderne, og selv om de altid har haft vintersange med på deres program, så er det i år blevet et virkelig alsidigt sæt med både salmer, jule- og vintersange på programmet, foruden et par fællessange.
Efter en salme var det meget passende Zenobias egen ’I vintermørkets hal’, der blev præsenteret inden den første af to fællessange. Så styrede især Mette Kathrine Jensen Stærk et sæt med tre instrumentalnumre, som begyndte stille og roligt, men med et par up-tempo numre i dejlig folkemusikstil, som sluttede med en reel.
Trioen havde også lavet en fin sammensætning af to salmer, der nærmest smeltede sammen til en. Så fulgte en julemelodi, hvor Mette Kathrine havde ”skjult” et tema fra en DR-julekalender undervejs i melodien, som publikum så skulle gætte, hvilken julekalender den kom fra. Af hensyn til andre koncertgængere skal det ikke her afsløres, hvilken det drejer sig om!
De traditionelle julesalmer ’Glade Jul’ og ’Julen har bragt velsignet bud’ blev præsenteret og sunget så smukt, som det overhovedet kan gøres af Louise Støjberg. Så når man har hørt, hvor flot det kan gøres, så er man lidt betænkelig ved, at skulle synge dem i familiens skød juleaften! Apropos ’Glade jul’, så kunne Louise fortælle, at hun havde brugt den en sommeraften som vuggevise for sin søn, da det lige var den første melodi, der faldt hende ind at synge for et uroligt barn.
Der var også en adventssang med på sætlisten samt endnu et instrumentalnummer, hvor man bemærkede Charlotte Støjbergs meget elegante klaverspil, hvor fingrene nærmest dansede hen over tangenterne. Og efter et par vintersange afsluttede ’En rose så jeg skyde’ koncerten på smukkeste vis. Endelig fulgte ’Dejlig er jorden’ som et passende ekstranummer, inden man med fornyet julestemning kunne gå ud i vintermørket med de dejlige toner hængende i baghovedet. En koncert med Zenobia er altid livsbekræftende og en god oplevelse.