Langenæskirken i Aarhus har i år haft en julekalender. Hver dag foregår der således noget i kirken, oplæsninger og ofte koncerter. Trioen Zenobia, kendt for deres mange smukke fortolkninger af viser, salmer, højskolesange med mere, var i ”låge nummer fem” i kalenderen!

Og de havde i dagens anledning taget to gæster med til koncerten. Det var violinisten Andreas Tophøj fra bl.a.Basco og på diverse blæseinstrumenter Torben Sminge fra Tiptoe Bigband. De to musikere var med i flere numre enten på skift eller sammen, og det var medvirkende til en ny oplevelse og fortolkninger af Zenobias smukke og følelsesladede musik og sange.

Der blev spillet et par numre skrevet af forfatteren og salmedigteren Iben Krogsdal og ellers flere melodier fra Zenobias store katalog, som bl.a. rummer mange vintersange og salmer. Man sluttede således af med en flot udgave af Dejlig er jorden, og som ekstranummer blev publikum vidne til en smuk udgave af En rose så jeg skyde.

Som vanligt med Louise Støjbergs utrolige, smukke vokal i forgrunden, når hun da ikke tager trækbasunen frem og spiller duet med Torben Sminge på trompet. Mette Kathrine Jensen Stærk satte flere gange stemningen og humøret i vejret, når hun var i forgrunden i et par instrumentale numre, hvor der ofte var folkemusikalske toner i melodierne. Charlotte Støjberg kunne veloplagt styre klaverets tangenter med følsomme hænder, så man kunne fornemme alle instrumentets smukke klange.

Så hvis man ikke var i julestemning, så kom man det under den charmerende trio og hjælperes dejlige koncert.

Zenobia