Ca. 100 elever på mellemtrinnet i Glud Skole fik en stor oplevelse, da eleverne kom til koncert fra morgenstunden med Wenzell & Bugge. Her fik de præsenteret duoens spændende blanding af klassisk musik og folkemusik, når violinen og marimbaen eller vibrafonen danner fælles front og opnår et spændende samspil, hvor musikerne både spiller sammen og op mod hinanden.

Wenzell & Bugge

Wenzell & Bugge

Duoen åbnede meget roligt, men et par temposkift fik hurtigt børnene til at lytte, klappe og tydeligvis blive godt underholdt af Ronni Wenzell og Kristian Bugge, som kommer fra hver sit hjørne i musikkens verden.

Der var på folkemusikkens sætliste numre fra Fanø, Falster, Thy med mere, men også et nummer med et arabisk input. De unge tilhørere fik også brugt lattermusklerne, når Kristian Bugge gik i knæ foran dem, eller Ronni Wenzell stillede dem drillende spørgsmål og fik alle til at klappe. Det var derfor en fornøjelse, at se hvordan de to dygtige musikere med stor energi og humør, trods det tidlige tidspunkt, hurtigt fandt fælles fodslag med børnene.

Efterfølgende stod en flok drenge også klar til at hjælpe med at pakke og bære musikernes instrumenter (især Ronni Wenzells) ud til den ventende varevogn. Så mon ikke at både børn og lærere har fået inspiration til de næste musiktimer?

Wenzell & Bugge

Wenzell & Bugge

http://www.folkeslag.dk/