Graham Nash var årets hovednavn – ja måske det største navn i festivalens historie, hans stjernestatus taget i betragtning. Vi skal nemlig helt op på The Beatles-niveau, idet hans første popgruppe The Hollies konkurrerede med netop dem om hitlisteplaceringerne i de tidlige 1960’ere.
Nashs klare tenor har sat standarder for, hvordan man kan synge både harmoni- og solosang. Den stemme har pyntet på så mange pop- og rockhits, at den er fast forankret i flere generationers musikopfattelse. At han også er en højt profileret sangskriver og er indlemmet i Songwriters Hall of Fame legitimerede antageligt, at han var placeret på TF, der hylder sanger/sangskrivere.
Hans sætliste indeholdt dog også andre sangskrivere. ”Hvorfor synge et gammelt Buddy Holly-hit som ”Everyday”? Jamen vi var jo netop The Hollies”, sagde han. Og netop ét af Hollies største hit ”Bus Stop” blev der plads til, før vi nåede til sange fra Crosby, Stills, Nash & Young’s repertoire: ”Love the One You’re With”, ”Marrakech Express”, ”Cathedral”. Naturligvis blev også eks-kæresten Joni Mitchell hyldet med sangene ”Our House” og ”Simple Man”.
I starten af koncerten kæmpede 81-årige Nash med at ramme de helt rene toner, men dem fandt han hurtigt, og den store publikumsskare ved Open Air havde hittene på læber og stemmebånd og kunne synge med på især hans signatursang ”Teach Your Children”. Især årene med duoen Crosby/Nash blev han kendt for sine aktivistiske holdninger og mærkesager. Denne aften nøjedes med at fordømme Ukrainekrigen med sangen ”Military Madness” og hvalfangst med sangen ”Wind on the Water”. Det blev kun til enkelte nyere Nash-sange fra albummene ”This Path Tonight” og ”Now”, og det var sikkert fornuftigt, fordi vi alle forventede fællessang og nostalgi.
Nash skiftede mellem guitar og piano. Hans orkester var begrænset til Shane Fontayne (elguitar og vokaler) og Todd Caldwell, som betjente keyboards og lagde vokaler, men sammen med en ’robot-bas’, løste de opgaven. Efter en vellykket koncert kan Graham Nash nu drage videre på sin store turné. Han er øjensynlig i god form og virkede helt ungdommelig, så det er med ønske om, at hans karriere slet ikke er slut og håb om, at han stadig har sange at berige os med.