Folkeklubben

Folkeklubben

Folkeklubben har i løbet af et godt års tid taget springet fra små intime spillesteder i det indre København til de største danske festivals. Således også på Tønder 2013.

De har allerede haft et par hits, ”Fedterøv” og For pengene”, og i sidstnævnte lyder omkvædet ”Er du i det for pengene, eller er du en af drengene”. Der var ingen tvivl om, at publikum i Telt 2 fredag eftermiddag alle var ”en af drengene”.  Selv om Folkeklubbens musik indeholder en stor portion pop, så har de også folkelige poetiske og eftertænksomme tekster, som gik rent ind hos det fyldte telts publikum. Det er ikke ”gængs” folkemusik, men det afvekslende repertoire hører også med til festivalens brede profil, ligesom selvfølgelig også Allan Olsen på samme scene.

Allan Olsen

Allan Olsen

Der var stuvende fuldt til nordjydens overdådige musikalske og fortællingsmæssige tagselvbord og hele tiden serveret nye overraskende retter fra Allan Olsens vendelboske kogebog, hvis indhold af anekdoter, historier fra det virkelige liv, bliver godt blandet med krydderier i form af ironi og sarkasme efter egne personlige opskrifter.

Han lagde ellers stille ud, da han ikke ville risikere, at ”publikums pacemakere kom på overarbejde, for det er jo Tønder,” som han sagde.

Allan Olsen.  Fotos: Per Dyrholm

Allan Olsen.
Fotos: Per Dyrholm

Men det varede ikke længe, før gryden kom i kog, og han serverede en sang, som både var simpel og ulækker, om at købe en kvindes lig. Men det kunne ikke ødelægge appetitten. Vi kom også en tur til Hjørring i følge med Allan Olsens mor, og hørte om hans brors forsøg på at lave slægtsforskning, som dog sluttede brat, da der dukkede et uheldigt familiemedlem op undervejs.

Nordjydens rolige og sindige fortællekunst og sange er en nydelse at lytte ti. Et overdådigt dessertbord. Men under den lune humor, som får publikum til at le og klukke i en uendelighed, findes alvoren og eftertænksomme budskaber i teksterne, som har både kærlighed og bid.