Runrig leverede varen, overfor et mærkeligt uimponeret publikum.
Med et telt halvt fyldt med dedikerede Runrig fans og halvt fyldt med halvfulde wannabes, er der to ting der burde være stensikre. For det første er det helt normalt at snakke højlydt under “opvarmningsbandet” og for det andet bliver der skrålet med, når Bruce Guthro synger omkvædet på sange som “Pride of Summer” og “Alba”.
En Runrig-koncert i Tønder er efterhånden ét stort ritual. Folk klapper på de rigtige tidspunkter, hujer lidt mellem numrene. Det eneste der for alvor undrede mig var, at ingen jublede da de velkendte toner i starten af “Loch Lomond” lød. Alle stod nærmest som forstenede, og var klar til de rituelle klap. Det virkede som om, at alle vidste, at nu var det tid til Loch Lomond-øjeblikket – der hvor man hengiver sig i behersket ekstase, under det gæliske c-stykke.
Jeg, som tidligere Runrig-fan, var pænt oppe at køre over et helt igennem velspillende band, hvor især Malcolm Jones’ guitar var i top. Jeg glædede mig over Brian Hurrens funky Nordleads, som kun yderst sjældent faldt i gryden med de firser synth-string-pads, som i sin tid var med til, at jeg vendte Runrig ryggen. Og jeg nød hvordan Bruce Guthro og Rory MacDonald delte om vokalen, og jeg skrålede “Aaaaaaaaaaaaaaa-aaaaaaalba”, selvom sangen var søbet unødigt pakket ind i Enya-agtige synth-harpe.
Og så fik jeg nævnt Malcolm Jones. En mester og trendsetter. Man kommer til at tænke på det gamle skotske band Big Country, som specielt blev kendt for at få deres guitarer til at lyde som sækkepiber. Men det var Malcolm Jones, der pludselig høvlede reels af på guitaren, hvilket inspirerede mange new wave-bands til at forsøge sig med folkemusikken. Trenden kulminerede med Simple Minds’ mesterværk “Street Fighting Years”, hvor den irsk-keltisk-inspirerede “Belfast Child” blev et stort hit. Og så døde det langsomt ud, og de eneste der holdt ved og holdt fast var Runrig.
“Skye” er og bliver, ikke bare det fedeste Runrig nummer, men også Malcolm Jones’ glansnummer. Det er et stilstudie, hvor langsomme passager bygges op og eksploderer i ægte keltisk rock-tråd.
Jeg havde ærligt talt lidt svært ved at forstå publikums manglende begejstring over dette helt igennem forrygende folk-rock-band. Ikke at de ikke sang med, hujede eller hvad man ellers gør for at tilkendegive sin begejstring, men det virkede bare lidt halvhjertet.
Nogle sagde, at der var dårlig lyd. Det er muligt. Lyden skal virkelig ødelægge koncerten før jeg gider kommentere den. Et telt på en mark i Tønder er sgu ikke Royal Albert Hall. Og lyden i teltet på marken var ok, og bestemt ikke nok til at ødelægge en hel koncert.
Måske handler det netop om, at den årlige Runrig-koncert har bevæget sig fra at være en tradition til at være et ritual. Glæden ligger ikke længere i musikken, men i alle de ting, man gør før, under og efter koncerten – fx at snakke aftenens første navn ihjel, stå i kø med Slotsøl, klappe de rigtige steder og hvad der ellers måtte være.
Men faktum er, at de, der om nogen har tegnet den skotsk folk i de sidste 30 år, stadig har meget tilbage i sig. Men jeg tror jeg vil nøjes med at se dem hvert tredje år, således at overraskelsesmomentet stadig lever.
Runrig, Telt 1, Tønder Festival, 26. august, 2010
Søren Jensen Lund
