Den lille, stemningsfulde, deltagerinddragende og meget nordiske musikfestival ”Musik over Præstø Fjord” løb af stablen på Anne Gretes og Sørens mark i den netop forgangne weekend, 8. – 11. august, begunstiget af sydsjællandsk tørvejr. Efter afsyngningen af Søren Korshøjs åbningssang var der uddeling af priser ved Anne Grete Kamilles og Rasmus Nordqvist. Spillemanden Frede Nielsen fra Lolland modtog fortjent årets Spillemandspris, mens årets Buskspilspris gik til Ole Violin. Ole (http://www.oleviolin.com/) er bl.a. kendt fra Folkets Hus´ Spillefolk, og så har han udviklet flere programmer med musikundervisning på nettet. En tredje pris, Årets Helge”, opkaldt efter Helge Arildsø, tilfaldt det unge, talentfulde folkrockband, ”Laursen”. (øverste foto)
En omtale af alt, hvad der fandt sted i festivalens 10 års fødselsdagsweekend, giver ikke mening. Her var som sædvanligt et overflødighedshorn af buskspil, workshops, danseglade mennesker i alle aldre og dem, der ville lytte til sprøde rytmer og meningsfyldte tekster. Men lad os tage et punktnedslag fra ét af de fire spillesteder, den lille Café-scene. Her spillede Tobias Elof med sin trio fredag aften. Tobias er kendt som Danmarks hidtil eneste konservatorieuddannede ukulelespiller, og så har han et par albums på samvittigheden. Hans spritnye cd, ”Ukulele Meditation” foreligger nu og stod til salg ved højtalerne sammen med første bind af bogen, ”The Music of Tobias Elof”.
Sammen med Tobias var den skotske sangerinde og ukulelespiller Zoë Bestel og bassisten Jonathan Bremer. Det var smukt, drømmende og melodisk, og jeg var imponeret over samspillet og over, at der kan være så megen lyd i de små instrumenter på en bund af en blød bas. På Youtube kan man finde flere af de numre, som trioen spillede fredag aften. Her var for eksempel, ”Var det du, eller var det jag” og den hawaiianske, ”Maui Chimes”. Den skotske Zoë er blevet beskrevet som en nu-folk-sangerinde og ukulelespiller, kendt for sin dragende og drømmende stemme. Hun er netop nu pladeaktuel med sit andet album Transience”.
Lørdag formiddag var Tobias desuden den kyndige igangsætter i en workshop med ukulelen i fokus. Vi var et par håndfulde interesserede, der fulgte hans instruktioner, nød samspillet og afslutningsvist filmede essensen af workshoppen, så vi ikke glemmer det, vi lærte, når vinterkulden melder sig. Hvem vidste f.eks., at ukuleler kan stemmes på flere måder, at man både kan spille med nedslag af tommel og én eller flere andre fingre, eller ved brug af fingerpicking-metoden?