Skotske The Simple Touch kom, så og sejrede ved bandets første optræden udenfor hjemlandets grænser, og satte deres fodspor på vandet!

Det var ikke til at se på de fem unge musikere, at de kun har stået på scenen sammen siden juli 2009. De tog den regnvåde festival ved Tange Sø med storm, så det var lige før at græsset blev blæst tørt, og hvis det er muligt at efterlade fodspor i en sø, så gjorde de fem briter det, og ellers i publikums bevidsthed.

Det var første gang at The Simple Touch optrådte udenfor Storbritannien, og det var lige ved ikke at blive til noget, da bandets fly via Amsterdam blev forsinket, så de ikke nåede det planlagte fly til Billund. Og det fik et par af medlemmerne til at blive nervøse, da de havde glædet sig meget til den første optræden i udlandet, fortalte bandets manager Allan Munro, der i øvrigt ikke er ukendt indenfor musikverdenen, da hans bror er Runrigs tidligere forsanger Donnie Munro.

The Simple Touch har deres egen musikalske lyd, med en påvirkning fra Runrig og Donnie Munro, som bandmedlemmerne også fortæalte har været nogle af deres idoler, men også med inspiration fra countrymusikken, rock og den traditionelle skotske musik i en skøn forening.

De fem unge musikere, der alle er mellem 20 og 23 år, fangede publikum fra de slog de første toner an, og trods deres manglende erfaring på den internationale scene, virkede de utrolig professionelle, uden at have mistet deres drengede og ungdommelige væremåde både på scenen og udenfor.

Det unge band består af James Ross, Rob Hiley, Chris Rawson, James Lowe og Stephen MacKinnon.

De to førstnævnte spiller guitarer og står for de fleste vokale islæt, og de supplerer hinanden på smukkeste vis med skønne flerstemmige harmonier. Og de har baglandet i orden, da de begge har spillet og sunget klassiske musik.

Trommeslageren Chris Rawson trakterede sit slagtøj kraftfuldt, med samme energi, som når han dyrker sin hobby rugby. James Lowe har et fast greb om basguitaren, men spiller også klaver og synger. Bandets yngste medlem Stephen MacKinnon styrer keyboardet, men kan også spille guitar og trommer.

Bandet spillede både numre fra den hidtil eneste cd med samme titel som bandet: ”The Simple Touch”, men gav også flere numre fra bandets nye cd, der udkommer engang i løbet af efteråret, når de sidste fire numre er indspillet.

Numre som “Northern Lights”, “The Silence” og “Footprints on the Water” satte deres spor hos publikum, der tog mod de unge skotter med åbne ører og arme, men selv om begejstringen var stor, var det ikke muligt at bandet ikke give et ekstranummer, da Oysterband skulle på 45 minutter senere.

Men det ændrede ikke på den lovende debut, og det ikke er sidste gang det unge band kan opleves udenfor Storbritanniens grænser, da de satte er godt solidt aftryk ved Tange Sø med deres koncert.

The Simple Touch, Tange Sø Folk Festival, 21. august, 2010

www.thesimpletouchmusic.com

www.myspace.com/thesimpletouch