De fleste synes, at musik skal være varieret, at det giver en bedre lytteoplevelse at variere uptempo-numre med stille ballader. Dette gælder bare ikke Leftover Salmon. De dukkede op i røgskyerne med ild i øjnene og store smil på læberne og startede et energisk rytmeorgie, som fortsatte til langt ud på natten. Deres mission var tydeligvis at skabe en fest, og det lykkedes.
Herhjemme har vi Pusher Street og Rabalderstræde. I deres hjemegn i bjergene i Colorado må de have noget meget værre, for det var, som de havde påkaldt selve djævlen til at piske en heavy rock agtig stemning op. Selv om det foregik mest på akustiske instrumenter, forplantede energierne sig straks til publikum.
Drew Emmitt, akustisk guitar, og Vince Herman, mandolin, tog sig af vokalerne. Men det var, som sangversene bare var en undskyldning for at nå frem til det egentlige – nemlig de lange instrumentale solostykker, hvor også Andy Thorn, banjo, og Jay Starling (søn af bluegrasslegenden John Starling) på keyboards og dobro førte sig heftigt frem. Greg Garrison og Alwyn Robinson sørgede for et sikkerhedsnet på henholdsvis bas og trommer, når solisternes improvisationer vovede sig for højt op.
De fine nuancer i musikken og de fine fornemmelser blandt publikum var deponeret derhjemme, og midt i sættet dukkede Jim Lauderdale så pludselig op. Det lagde imidlertid ikke en dæmper på festen i marsken. Tværtimod. Han deltog i seancen med sangen og jamnummeret ”Freeborn Man”.
Det var næsten, som om Telt 2 var et cirkustelt, hvor Leftover Salmon var de optrædende artister. De fyldte manegen med smittende rytmer og masser af den slags musik, der appellerer mere til benene end til hovedet. Man skal være forsigtig med den slags progressive bluegrass, som bølgede imod os. Du havner nemt i nogle dansebevægelser, som du ikke kan styre, mens du bilder dig selv ind, at du har det smadderskægt.
